Oplev Nikolaj Jacobsen, Allan Olsen og Peter A.G. i Arena Nord
Håndboldboldlandstræner Nikolaj Jacobsen, TV2-vært Morten Ankerdal, musikerne Allan Olsen og Peter A.G. og magikeren Henrik Svanekiær kan torsdag 21. marts 2024 opleves i Arena Nord i Frederikshavn, når Bangsbo Frejas U19-drenge igen samler ind til KidsAids.
8. august 2022 var fodboldlandstræner Kasper Hjulmand hovednavnet til Bangsbo Frejas KidsAid-indsmling i Arena Nord.
- Men det bliver endnu større denne gang, smiler Lars Bo Christensen, en af de initiativrige personer i forældregruppen i Bangsbo Frejas U19-afdeling.
Foredraget med Nikolaj Jacobsen og Morten Ankerdal, sportsjournalist og vært på TV2, giver publikum et unikt indblik i maskineriet bag et af historiens mest populære håndboldlandshold. Der vil være underholdende anekdoter fra en lang karriere som professionel spiller og træner og fra et liv på skærmen. Nikolaj Jakobsen og Morten Ankerdal var tidligere kollegaer på TV2, inden Nikolaj Jacobsen overtog håndboldlandsholdet i 2017.
- Vi håber, at Nikolaj har en frisk EM-guldmedalje med til Frederikshavn, ligesom han jo få måneder efter står i spidsen for Danmark ved OL i Paris, siger Kim Hessellund, en anden af initiativtagerne til det store show i Arena Nord.
Musikalsk er Allan Olsen første mand på scenen i Frederikshavn, og han tager sit band med til barndomsbyen.
- Han har tidligere doneret to koncerter, som vi har bortauktioneret. Nu hjælper han os igen, og vi er stolte over, at han denne gang spiller live til vores velgørenhedsarrangement, udtaler Lars Bo Christensen.
Aftenen afsluttes med Peter A.G. og band. Gnags har leveret soundtracket til flere generationers opvækst. En eminent sangskriver og hele Danmarks Mr. Swing King.
Det er tredje gang, at magikeren Henrik Svanekiær medvirker i Bangsbo Frejas KidsAid-indsamling. De to første gang tabte publikum kæben, og det kommer givetvis til at ske igen.
- Han kommer til Frederikshavn med et helt nyt show, fortæller Kim Hessellund.
Aftenen byder også på en eksklusiv auktion, hvor der kan købes effekter, som man ellers sjældent har mulighed for at komme i nærheden af.
Dørene til velgørenhedsarrangementet åbner kl. 16.30, og showet begynder kl. 17.00. Der serveres en unik madoplevelse med tilhørende vine. Der er plads til 500 spisende gæster.
Bordbestilling:
Lars Bo Christensen
lars@spsca.dk / 40 91 78 95
Kim Hessellund
kim@body-bike.com / 40 40 46 13
Der samles penge ind til syge og sårbare børn og deres familier.
Allerede fra kl. 15.00-16.00 er der sponsor-spinning i Arena Nords foyer.
Bangsbo Frejas nuværende U19-årgang har samlet penge ind til KidsAid i seks år. Det sker ud fra devisen, at børn hjælper børn, men Bangsbo-spillerne er ikke længere børn, så næste sommer er det formentlig slut.
- Vi har indtil videre indsamlet over en million kroner. Målet er, at vi passerer 1,5 millioner kroner, inden vi stopper, udtaler Lars Bo Christensen.
Bangsbo Freja-spillerne blev i 2022 kåret til "Årets Nordjyde" af TV2 Nord.