Perfekte rammer om årets fiskefestival i Strandby
Vejr og vind kan man ikke kontrollere, men for et arrangement som en fiskefestival på den åbne kaj i Strandby Havn er vejret ret afgørende for, hvordan festen opleves. I år var rammerne helt perfekte, dejligt varmt vejr og lidt vind, der forhindrede solstik. Det benyttede flere tusinde gæster sig af og var med til at skabe en sand folkefest på havnen i Strandby lørdag.
Trine Gadeberg, kendt lokalt ikke mindst fra Hjørring Revyen og naturligvis figuren Pelle, var årets festtaler, og hendes tilstedeværelse var utvivlsomt stærkt medvirkende til at lokke folk af huse. Og hun skuffede ikke de mange fremmødte.
- På underholdende og charmerende vis fortalte hun om sin egen forelskelse i det nordjyske og sit forhold til fiskeri helt fra barnsben. Trine har om sommeren slået sig ned i Tversted-området og glæder sig som så mange andre over det storslåede nordjyske landskab, og hun drog paralleller til sin opvækst i en anden fiskerby, Esbjerg. Pelle var ikke direkte med i talen, og så alligevel. I hvert fald tog talen kegler og satte godt gang i festivalen, fortæller Mogens Damm, Lions Club Bannerslund, der står bag Strandby Fiskefestival.
De musikalske indslag ved All Workers Brass Band samt Kvintetten bestående af Birgit, Henning, Ivan, Gunnar og Jan skabte den helt rigtige atmosfære, og det musikalske kulminerede med Mads Toghøj og Søren Bøjes underholdning om eftermiddagen.
- Deres musik og storytelling gjorde, at mange valgte at blive siddende længe i det skønne vejr. Mads Toghøj lovede, at han kommer igen næste år, og det vil der blive set frem til, siger Mogens Damm.
Lions Club Bannerslund laver jo det hele for at skaffe sig økonomisk fundament for klubbens mange donationer, og et eksempel på det blev overrækkelse af donationsbevis til Strandbypigen Nikoline Kajgaard, der var blevet udvalgt af Strandby FDF til at komme på udvekslingsophold en måned i USA, nærmere betegnet Wisconsin, med alt betalt. Lions vil gerne være med til at skabe international forståelse og personlig udvikling.
Frederikshavns JAM Cheerleaders fik gjort god reklame for sig selv og deres sport, da deres MINI-hold lavede en flot opvisning på måtterne foran scenen. De flotte pyramider fik klapsalverne frem hos publikum.
Med til fiskefestival-traditionen hører også, at der er mulighed for at komme ud at sejle. De foreningsdrevne skibe ALVILDE og bundgarnsjollen STØREN fra Ålbæk sørgede for den del, og mange tog imod tilbuddet i det gode vejr. Søværnet plejer også at præsentere sig med et patruljeskib eller lignende, men det lod sig forståeligt nok ikke gøre i år.
Både inde i auktionshallen og ude var der mange andre aktiviteter at vælge imellem og kulinariske smagsoplevelser, for ikke at nævne de kolde drikkevarer. Der var tænkt på børnene med et øget fokus på tilbud til dem, fra floorball og hoppeborg til gravning efter ravstykker i sandkasser.
Centralt i det hele stod fisken og det lokale fiskeri. Med begivenheden fik Strandby endnu engang markeret den dynamiske udvikling, byen og havnen gennemgår i disse år.
- Omsætningen blev så vidt vides den største hidtil og vil utvivlsomt efterlade de tilfredse arrangører i Lions Club Bannerslund med et flot overskud, som giver mulighed for, at LIONS kan gøre det de er bedst til, nemlig at hjælpe andre. Mange sponsorer har hjulpet med til at skabe dette overskud, hvilket klubben er meget taknemmelig for, siger Mogens Damm.