Politisk enighed om nej til at støtte anden sæson af tv-serien "Oxen"
Frederikshavn Kommune siger nej til at støtte anden sæson af tv-serien "Oxen" med et tilskud på 500.000 kroner. Det er der enighed om i Økonomiudvalget, som drøftede sagen i går.
SF Studios søgte Frederikshavn Kommune om et tilskud på 500.000 kroner. Første sæson af "Oxen" støttede kommunen med 750.000 kroner. Politikerne er dog ikke imponeret over den markedsføringsmæssige værdi.
- Vi fik ikke det ud det, som vi forventede, erkender borgmester Birgit S. Hansen (A).
På den baggrund valgte alle syv medlemmer af Økonomiudvalget ikke at imødekomme ansøgningen fra SF Studios, som står bag "Oxen".
SF Studios oplyser, at de forventer optagestart af sæson 2 i efteråret 2024. Ifølge den seneste optageplan vil SF Studios optage i 18-20 dage i Nordjylland, hvoraf langt størstedelen vil være i Frederikshavn Kommune, som det var tilfældet i sæson 1, der havde premiere på TV 2 i oktober 2022.
Som det var tilfældet med sæson 1 vil produktionsholdet have base og bo i Frederikshavn i førnævnte periode. I forbindelse med optagedage til sæson 1 havde filmproduktionen et lokalt forbrug på leje af lokationer, rekvisitindkøb, forplejning og overnatning i Frederikshavn Kommune på 1.773.202 kroner.
SF Studios oplyser, at de meget gerne ser tranieeordningen med Filmmaskinens talentfulde og arbejdsomme unge fortsætter. Filmmaskinen i Frederikshavn ser også meget positivt på samarbejdet og elevernes mulighed for at arbejde på og være en del af et professionelt filmsetup.
- Vi er glade for, at Filmmaskinen deltog i første sæson, og det håber vi også, at de alligevel får lov til i anden sæson. Filmmaskinen er jo en god rugekasse for filmbranchen, påpeger Birgit S. Hansen.
Budgettet for anden sæson af "Oxen" lyder på 66,8 millioner kroner.
Oxen sæson 1 blev den mest sete tv-serie i 2023 på alle kanaler med et gennemsnitligt seertal pr. afsnit på 1,3 mio. mennesker i Danmark. Serien har haft premiere i en række lande, herunder Tyskland med 2,5 millioner seere ved første afsnit.