Gå til hoved-indhold
09. september 2023 - kl. 00.09

Premiere i Palads Teatret på Liv Lundholm Pedersens korte dokumentarfilm

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Søndag 17. september kl. 15.00 er der premiere i Palads Teatret i Frederikshavn på den korte dokumentarfilm "Papa" - en dagbog om liv, død og kærlighed, som den lokale filmarbejder Liv Lundholm Pedersen er producer på.

Efter visningen af filmen vil der være en samtale med instruktøren Andreas Bøggild Monies, og der vil blive serveret et lille glas ude i biografens foyer.

- "Papa" er den sindssygt rørende, nærværende og hjerteskærende fortælling om filmskaberne Andreas og Leas kærlighed til hinanden og det barn, de får sammen. Om flygtighed, om at miste og om troen på, at kærligheden vil sejre, også når livet er allersværest, fortæller Liv Lundholm Pedersen.

Filmens fortælling foregår på Rigshospitalet, men da skagboen Liv Lundholm Pedersen er producer på filmen, og produktionsselskabet New Era Production har erhvervet et kontor i Frederikshavn, hvor de arbejder fra, er det blevet prioriteret at sørge for, at filmens nordjyske biografpremiere foregår i Palads Teatret i Frederikshavn. Premieren er blevet til ved støtte fra Kultur- og Fritidsudvalget i Frederikshavn Kommune.

- Jeg er enormt glad for, at vi skal have biografpremiere i Palads Teatret, hvor vi har mulighed for både at invitere en masse mennesker, men også at lade en del billetter komme ud til salg, så mange filmglade og interessede kan komme og se med. Derudover så forsøger jeg jo at trække mest muligt indenfor filmbranchen til Nordjylland, så det her er en meget stor ting for mig, siger Liv Lundholm Pedersen.

Filmen blev vist første gang offentligt, da den var udtaget til CPH:DOX. Derudover hev den i sidste uge en publikumspris med hjem ved Odense Internationale Filmfestival, samt blev indstillet til en European Film Award.

- Det er meget særlig film. Mere vil jeg ikke sige om den lige nu. Den er helt speciel og skal virkelig ses. Så jeg håber, at vi ser en masse fra hele kommunen til premieren, udtaler den lokale producer.

Til visningen i Palads Teatret er der blandt andet inviteret medarbejdere fra fødegangene i Hjørring og Aalborg, da netop sundhedsfagligt personale spiller en vigtig rolle i filmen.

Filmen vil blive vist i otte andre biografer i Danmark henover efteråret.

Bestil billet her.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...