Gå til hoved-indhold
17. august 2025 - kl. 18.08

René Sybergs "drøn af et højreben" er sejre værd for Bangsbo Freja

  • 1 af 3
    IF Skjold Sæbys tredjehold tabte 2-3 i Tornby.
  • 2 af 3
    Det var et segnefærdigt Sæby-mandskab, der måtte se sig besejret i gryden på Tornby Stadion.
  • 3 af 3
    Tornby scorede sejrsmålet kort før tid i serie 3-kampen.
Af: Michael Kristensen

Seriefodbolden har haft fuldt program i denne uge, hvor flere af kommunens hold har lavet gode resultater. Mest bemærkelsesværdigt har helt sikkert været René Syberg fra Bangsbo Freja, der med hele fire mål har skudt sig til tops på topscorerlisten i serie 4-rækken.

Serie 1 – pulje 6
FfI skulle prøve at følge op på den flotte sejr i Hirtshals, da de lørdag tog imod Aalborg Chang. Trods to føringer undervejs lykkedes det ikke at hente point mod de til dagen grønblusede Aalborg Chang-spillere. Gæsterne tog fra Frederikshavn med en 3-2 sejr. FfIs mål blev scoret af Jeppe Ø. Christensen og Malthe Koch.

Serie 2 – pulje 12
Tobias Christensen blev matchvinder for SEIF, da holdet vandt 1-0 i Dronninglund. Et tæt opgør, hvor de gulblusede Strandby-spillere kunne synge sejrssang i omklædningsrummet efter opgøret og glæde sig over efterårets første sejr.

Serie 3 – pulje 24
Østervrå og Frederikshavn har fået en flot start på sæsonen. Begge hold står noteret for fire point efter to kampe. Østervrå slog mandag aften Bagterp på udebane, hvor Andreas Bundgaard stod for begge scoringer. Dagen efter vandt Frederikshavns andethold med 3-2 over Tornby.

Fredag aften mødtes de to hold i Østervrå, hvor det endte 1-1 efter en flot fight. Begge hold rakte ud efter sejren og havde forsøg på træværket i de sidste minutter af en rigtig god serie 3-kamp.

Sæbys tredjehold var søndag eftermiddag på besøg i Tornby. Her leverede Mikkel Mortensens tropper en formidabel indsats, selvom det blev til et 3-2 nederlag. Tornby scorede sejrsmålet med fem minutter igen, og det var et segnefærdigt Sæby-mandskab, der måtte se sig besejret i gryden på Tornby Stadion.

Emil Brunø lavede et kongemål til reducering 1-2, da han lobbede bolden over Tornby-keeperen, og Christian Jørn Hansen udlignede for sæbynitterne, da han udnyttede et rigtig flot Sæby-angreb. Desværre for de rødblusede holdt det ikke, og Tornby-scoringen med fem minutter igen blev kampens sidste, selvom Sæby pressede på for en udligning.

Serie 3 – pulje 25
Voerså kunne ikke følge op på den flotte premieresejr i Vestbjerg. Fredag aften måtte holdet fortjent se sig besejret af B52/Aalborg, der kunne rejse hjem med en 2-1 sejr. Rasmus Hvidtved kunne for anden weekend i træk notere sig for en scoring, men det rakte altså ikke for oprykkerne denne gang.

Sæbys andethold havde besøg af Dronninglund, og det blev en målrig affære. 5-3 stod det på måltavlen i hjemmeholdets favør, da dommer Kenneth Fuglsang fløjtede opgøret af. Elias Birk Thomsen brillierede med et flot hattrick for sæbynitterne.

Serie 4 – pulje 48
Bangsbo har maksimumpoint efter de første to kampe. 4-2 sejren tirsdag aften over Bindslev/Tversted blev fulgt op af en 1-0 sejr på udebane mod FC Vakok. René Syberg ser giftig ud for Bangsbo-holdet, da han har scoret fire af de fem mål, holdet har lavet.

Noget, der også blev bemærket fra en glad formand, Tobias Andersen, som Kanal Frederikshavn har talt med.

- Syberg har de sidste mange sæsoner rendt op og ned af højrekanten og måske ikke scoret lige så mange mål, som han kunne have gjort. Men i år virker han skarp, og med det drøn af et højreben, han har, så venter der helt sikkert flere mål, kommer det med et smil fra Tobias Andersen, der ikke vil tale om oprykning for Bangsbo-mandskabet.

- Efter vores forår vil det være overmodigt at snakke om oprykning, så jeg vil hellere sige, at vi går efter at vinde så mange kampe som muligt. De to sejre i ugen her betyder ekstremt meget for os, og den her start skaber en masse optimisme i klubben, lyder det fra en glad Bangsbo-formand.

FfIs tredjehold vandt lørdag 3-1 hos Bindslev/Tversted, mens SEIF og Skagen fik øretæver. SEIF tabte 4-0 hjemme til Hirtshals, og Skagen måtte køre fra Hjørring AIK Frem med et 5-1 nederlag i bagagen.

Serie 4 – pulje 52
IF Skjold Sæbys fjerdehold vandt deres første kamp, da det lørdag blev hele 5-1 over Asaa/Hjallerup. Der var aldrig tvivl om udfaldet af den kamp, hvor Sæby var foran 3-0, inden der var spillet 20 minutter.

Syvsten tog deres første point fredag aften, da det blev 1-1 på den altid svære udebane i Gandrup mod VHG/GS. Farlige Casper Nielsen udlignede for Syvsten i overtiden af første halvleg. Der er lagt op til et spændende lokalopgør torsdag aften, hvor Syvsten og IF Sæby Skjold mødes på Syvsten Stadion.

Der er mange midtuge-kampe i den kommende uge, og derfor kommer der en ny udgave af seriefodbolden igen torsdag aften.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...