Gå til hoved-indhold
02. oktober 2025 - kl. 00.10

Rock i Frederikshavn 2026: Billetsalget begynder næsten to måneder tidligere

  • 2 af 2
    Erhvervskundechef Mads Bech, Sparekassen Danmark, og talsperson Casper Høgsted, Rock i Frederikshavn, med næste års plakat, hvor topnavnet endnu ikke er offentliggjort.
Af: Michael Frederiksen

Billetsalget til Rock i Frederikshavn begynder fredag 3. oktober kl. 18.00-20.00 i Sparekassen Danmark i Frederikshavn. Det er næsten to måneder tidligere end normalt. Der mangler dog ét navn på plakaten, og det er faktisk næste års topkunstner på Knivholt.

- Vi har programmet meget tidligere på plads end nogensinde før, så derfor går vi i gang med at sælge billetter, forklarer talsperson Casper Høgsted, Rock i Frederikshavn.

Billetsalget begynder normalt i forbindelse med Open By Christmas den sidste fredag i november, hvor butikkerne har aftenåbent. I morgen skal billetsalget i Sparekassen Danmark alene trække kunderne ned i byen.

- Vi er sikre på, at det kommer til at gå godt. Vores fantastiske samarbejdspartner Sparekassen Danmark har nogle gode rammer, og vi er glade for, at de stiller huset til rådighed for os, siger Casper Høgsted.

Sidste år var der lang kø foran banken, og det forventer erhvervskundechef Mads Bech, Sparekassen Danmark, igen.

- For os handler det om at få mange mennesker ned i sparekassen og vise os selv frem. Sidste år solgte de cirka 1500 biletter, og man har vel altid et mål om, at man skal gøre det en smule bedre, udtaler Mads Bech.

Casper Høgsted kalder nærmest traditionen tro programmet til Rock i Frederikshavn 2026 for "det stærkeste nogensinde". På plakaten står:

HUGORM
Jonah Blacksmith
Keinstein
Poul Brebs
Danser med Drenge
Madsen Band
Rasmus Bjerg (John Mogensen)
Rasmus Walther

Rock i Frederikshavn mangler dog at offentliggøre ét navn.

- Vi bookede bandet for syv måneder siden, altså før Rock i Frederikshavn 2025, men vi må ikke offentliggøre det endnu. Det er et band, som vi er utroligt stolte af, at vi har fået på plakaten, udtaler Casper Høgsted.

Det omtalte band står p.t. som nr. tre på plakaten. Det er der grafiske årsager til, for det endnu ikke offentliggjorte band er ubetinget det største trækplaster lørdag 13. juni 2026 på Knivholt. Det bør stå øverst, når arrangørerne senest i december løfter sløret for navnet.

Sparekassen Danmark og DrinxSjøbeck er igen de to hovedsponsorer til Rock i Frederikshavn.

- Rock i Frederikshavn er et suverænt godt koncept for byen. Det går godt i tråd med, hvad vi gerne vil bakke op, nemlig lokalsamfundet og lokalt engagement. Vi sætter stor pris på og en ære i at være med år efter år. Det fantastisk at komme op på Knivholt og mærke stemningen, udtaler Mads Bech.

Billetterne kan kun købes fysisk i Sparekassen Danmark i Frederikshavn fredag 3. oktober fra  kl. 18.00-20.00. Onlinesalget begynder lørdag 4. oktober.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...