Gå til hoved-indhold
22. oktober 2018 - kl. 13.10

Sæby Rådhus skal rumme flere arbejdspladser

  • 1 af 3
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 3
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 3
    For at skabe tilstrækkelig plads er det nødvendigt at inddrage en del af den tidligere byrådssal til otte nye kontorarbejdspladser.
Af: Kanal Frederikshavn

Flere kommunalt ansatte har de senere år fået fast arbejdsplads på Sæby Rådhus, hvorfor kommunen nu sætter gang i en ombygning, så de mange medarbejdere får de bedst mulige rammer.

I dag har flere end 200 kommunale medarbejdere inden for blandt andet familieområdet, sygeplejen og hjemmeplejen deres daglige gang på Sæby Rådhus. Og selvom sygeplejen og hjemmeplejen er kommet til inden for de seneste år, er rammerne endnu ikke tilpasset, så de matcher de behov og det antal medarbejdere, der har sin gang i huset. Der er brug for flere kontorarbejdspladser og mødefaciliteter, og derfor skal en mindre ombygning nu sættes i gang.

- Vi er rigtig glade for at arbejde på Sæby Rådhus, selvom vi har været presset på kontorer og mødelokaler længe. Vi er på få år blevet mange flere i huset, og indretningen passer ikke til de arbejdsopgaver, vi sidder med. Derfor glæder vi os også utrolig meget over, at der nu bliver etableret nogle af de kontorarbejdspladser og mødefaciliteter, vi har manglet, siger Lone Hestvang, centerchef for Center for Familie.

De seneste år er der sket en fordobling i antal af medarbejdere, der har sin gang på Sæby Rådhus, og det er et bevidst valg fra Frederikshavn Kommunes side:

- Det er vigtigt, at kommunen udnytter sine bygninger optimalt og, at der også er kommunale arbejdspladser i Sæby, siger borgmester Birgit S. Hansen.

For at skabe den plads, der er brug for, er det nødvendigt at inddrage en del af den tidligere byrådssal til otte nye kontorarbejdspladser. Selvom ombygningen således betyder, at byrådssalen bliver mindre, sker det med fokus på, at så meget som muligt af det oprindelige udtryk, stemning og inventar bevares.

- Vi laver ombygningen med respekt for Sæby Rådhus som den institution, det er - og den historie, rådhuset har med sig. Derfor kan man naturligvis også stadig blive viet på Sæby Rådhus og den klassiske byrådssal bliver bevaret i sit udtryk, om end i et noget mindre format, fortæller Jacob Børresen, der er arkitekt på ombygningsprojektet.

Netop respekten for den historiske bygning var nærværende, allerede da man besluttede at påbegynde ombygningen.

- Ombygningen skal selvfølgelig tage hensyn til det historiske aspekt og den betydning, som Sæby Rådhus har for byen. Men derfor skal man stadig turde at gøre plads, så bygningen også kan bruges af både nuværende og kommende generationer, siger Birgit S. Hansen.

Ombygningen sættes i gang i begyndelsen af november og forventes at være færdig inden årets udgang.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...