Sæson 2026 officielt skudt i gang i FfI Fodbold
Lørdag blev flaget hejst, og dermed er sæson 2026 for alvor i gang i FfI Fodbold. Flaghejsningen blev hjulpet godt på vej af Mathilde Idskou fra damesenior, Jack Vejle fra herresenior og Alexander Venø fra U17-drenge - et fint symbol på sammenhængen på tværs af klubbens hold.
Dagen startede med træning for ungdomsholdene fra U13 til U16 piger og drenge, inden spillere, trænere, ledere og øvrige medlemmer samledes ved flagstangen til formandens tale flankeret af Mathilde Idskou, Jack Vejle og Alexander Venø.
Her blev der sat ord på en klub i rigtig god gænge, en velfungerende forening, hvor den kommende sæson står på udvikling, læring og modet til at prøve nyt. Samtidig blev det understreget, at det vigtigste er lysten til at blive bedre og glæden ved at være en del af et stærkt fællesskab.
Efterfølgende gik U17-piger og -drenge samt dame- og herresenior på banen til knap en times træning og fik sæsonens første fælles boldberøringer under åben himmel i den bidende kulde.
Imellemtiden summede der af liv i køkkenet, hvor Orla Thomsen havde samlet et hold af altid trofaste og hjælpsomme frivillig - Leif, Ivan, Frank, Claus, Niels Henrik og Per. De sørgede for suppe og røde pølser, som blev serveret til godt 200 glade og sultne spillere, trænere, ledere og gæster. Trods det isnende kolde vejr var stemningen høj, og eftermiddagen blev en stor succes præget af hygge og klubånd.
Næste store fælles begivenhed bliver standerhejsning for U7–U12 piger og drenge lørdag 7. marts. Her er der tale og pølser fra kl. 11.30. Holdene fra U7 til U10 træner kl. 10.00, mens U11 og U12 går på banen efter formandens tale kl. 11.15.
- Vi byder hermed hjerteligt velkommen til en ny sæson både til nye og gamle spillere på Fodboldvej. Vi glæder os til endnu et år fyldt med fodbold, fællesskab og gode oplevelser, siger formand Steen Hjelm.









































