Sara og Alexander skal til fest i Kongehuset: Kom og hør om deres oplevelser
I uge 43 kan du høre om 18-årige Sara Nickelsen og Alexander Lindskov Mortensens oplevelser til gallafesten på Christiansborg Slot i forbindelse H.K.H. Prins Christians 18-års fødselsdag.
- Jeg glæder mig til det hele. Det virker som et eventyr, og det er vildt, jeg får lov at opleve det. Jeg vil aldrig glemme det.
Sådan siger Sara Nickelsen fra Strandby, som sammen med Alexander Lindskov Mortensen fra Frederikshavn er udtrukket af Frederikshavn Kommune til at deltage i et gallataffel i forbindelse med H.K.H. Prins Christians 18-års fødselsdag søndag 15. oktober. To 18-årige fra hver af landets 98 kommuner er inviteret.
Tirsdag 24. oktober kl. 18.15 kan du derfor møde Sara og Alexander og høre om deres oplevelser til gallataflet på Frederikshavn Bibliotek.
Oplægget bliver afholdt som en del af bibliotekets debatfestival, som finder sted i hele uge 43. Borgmester Birgit S. Hansen byder velkommen, hvorefter en vært interviewer de to unge om deres oplevelser. Der bliver også mulighed for at stille Sara og Alexander spørgsmål og se deres gallatøj.
Oplægget er gratis og kræver ingen tilmelding.