Vigtigt med fokus på nogle af de positive ting, vi ser i vores kommune rent politisk
Gymnasieelev Peter Bro, Frederikshavn, har skrevet dette indlæg: For første gang i lang tid er jeg som ung i kommunen positivt indstillet overfor, hvordan samtalen har udviklet sig i forhold til lokalpolitikken.
Jeg - som så mange andre - skal stemme for første gang til et kommunalvalg her til november, og jeg tror, der er mange, der har hørt en lang række negative historier om, hvordan det hele hænger sammen i kommunen - alt fra dårlig velfærd til en havn, der har milliarder i gæld. Alt dette har fået hele tilværelsen i Frederikshavn til at virke lidt grå.
Men når jeg har siddet og læst Kanal Frederikshavn, ser jeg en positiv fremtid med muligheder. Og ikke kun fra den ene side af det politiske spektrum.
Først og fremmest er en af de ting, som jeg synes, er noget af det vigtigste, det er at åbne byen op for folk fra andre byer. Som elev på Frederikshavn Gymnasium har jeg masser af interaktioner med de elever, der vælger at tage den lange tur til det kolde nord for at tage en Maritim HF/STX uddannelse her i vores dejlige kommune.
At Venstre gerne vil kæmpe for at få oprettet efterskoler i området med fokus på det maritime for at kunne få unge herop og opleve byen, så
bliver jeg en smule rørt, uanset hvor uenig jeg nu engang er med dem på en masse andre punkter.
Den demokratiske samtale er noget af det vigtigste, som vores nuværende samfund er bygget op på, så at se at Socialdemokratiet inviterer til åbne dialogmøder, først i Skagen og i denne uge i Ravnshøj, ser vi også en seriøsitet om at ville sin kommune det bedste.
Samtidig med, at både Venstre og Socialdemokratiet er enige i, at det er for dårligt, at der ikke kan være plads til politiske debatter på
biblioteker og kulturhuse.
Det kan sagtens være, fordi sidste gang, at der var kommunalvalg, der var jeg 15 år gammel og var halvt bosat i en lille by i Sønderjylland ved navn Rejsby. Men jeg mindes ikke en så åben og direkte demokratisk samtale tilbage under KV21. Igen positive toner i en kommune, hvor det ikke har føltes som om, der var meget at råbe hurra for.
Jeg er også positivt indstillet overfor de personer, der stiller op til valget. Vi ser både nye såvel som velkendte ansigter, der stiller op. At se to personer, der er under 21 år stille op til valget (Jens Jæger, Socialdemokratiet, og Elias Vilsgaard, Liberal Alliance) giver mig et glimt ind i en fremtid, hvor kommunal politik er i øjenhøjde, alles øjenhøjde, og med en retvisende diversitet i byrådssalen.
Og med tre borgmesterkandidater, der ikke har været borgmesterkandidater før, ser vi også en ny vej for kommunen. Tre vidt forskellige kandidater, der har hvert sit. Jeg har min holdning til. hvem jeg mener kan lede kommunen den vej, jeg gerne vil se den, men jeg tror skam på det projekt, som de hver især ville kunne sætte i spil.
Så alt i alt er jeg positiv. Jeg er positivt indstillet overfor fremtiden af det sted, jeg er vokset op, jeg er positivt indstillet overfor fremtiden af det sted, jeg gik i børnehave og skole, jeg er positivt indstillet overfor fremtiden af det sted, hvor jeg først lærte at cykle og derefter køre bil.
______
For god ordens skyld skal det nævnes, at Peter Bro er søn af borgmesterkandidat Anders Brandt Sørensen (A).