Historisk spadestik på Hospice Vendsyssel i Frederikshavn
Efter et langt tilløb får Hospice Vendsyssel nu mulighed for at lave en tilbygning med et videnshus, der skal gøre gavn for både personale, patienter og pårørende.
Tirsdag 13. maj 2025 bliver en festdag for Hospice Vendsyssel i Frederikshavn. Efter et stort og målrettet arbejde bliver der denne dag taget hele tre spadestik for at markere, at byggeriet af et længe ønsket videnshus nu kan komme i gang.
- Vi oplever større og større fokus på vores arbejde med lindrende behandling. Og der har i flere år været et stort ønske fra vores personale om at kunne tilbyde undervisning, foredrag og kurser i det at arbejde med palliation. Vi har dog ikke haft pladsen til at kunne tilbyde dette, men det får vi nu, siger hospicechef Winnie Poulsen.
Dygtigt personale fortjener gode rammer
Sammen med Hospice Vendsyssels bestyrelse har ledelsen gennem længere tid undersøgt mulighederne for at lave en tilbygning til det eksisterende hospice på Suderbovej i Frederikshavn. Via tilsagn fra fonde samt en egenfinansiering fra donationer er det lykkedes Hospice Vendsyssel at rejse økonomi til videnshuset, og derfor kan byggeriet nu sættes i gang.
- Det er meget stort for os, at vi nu kan få lavet en tilbygning. Det fortjener det dygtige personale, så de kan få rammerne til at udbrede mere viden om lindrende behandling og omsorg for både patienter og pårørende, siger formand for Hospice Vendsyssel, Renate Kæmpe Weilov.
Tre spadestik på én gang
Klokken 14:30 bliver hele tre spader sat i jorden for at markere byggeriet. Spadestikkene tages af udviklingssygeplejerske Lone Høst, formand Renate Kæmpe Weilov og Tonny Brovn Rasmussen, der er tidligere pårørende og nu arbejder frivilligt på Hospice Vendsyssel.
En af spaderne, der skal bruges, er i øvrigt den samme spade, som blev brugt, da selve byggeriet af Hospice Vendsyssel blev sat i gang i 2012.