En aften vi sent vil glemme: Gribende skildring af hverdagen i hjemmeplejen
Onsdag aften havde FOA Frederikshavn fornøjelsen af at samle over 150 FOA-medlemmer, byrådspolitikere og direktionen fra Frederikshavn Kommune til en eksklusiv gallapremiere på den anmelderroste film "Hjem kære hjem" i Palads Teatret.
Filmen er en varm og autentisk fortælling om, hvad der sker, når man ikke kan yde omsorg overfor de mennesker, man holder allermest af.
- Den ramte os lige i hjertet. Det var en hudløs, gribende og ærlig skildring af hverdagen i hjemmeplejen – varm, autentisk og præcis. Den satte ord og billeder på det, mange af vores medlemmer oplever hver eneste dag, som i den grad mangler respekt og anerkendelse, fortæller Louise Krüger Nielsen, afdelingsformand i FOA Frederikshavn.
Også blandt byrådets medlemmer gjorde filmen et stærkt indtryk. Mette Hardam fra Venstre skrev bagefter på Facebook:
"Stærk film, som sendte mig hjem med mange tanker om de ældre, de pårørende og de ansatte. Hvem ved? Måske er jeg selv engang "Else med puslespillet"?
- Aftenen blev en markering af både fællesskab og faglig stolthed – og et vigtigt bidrag til samtalen om velfærd, arbejdsvilkår og omsorgens betydning i vores samfund. "Hjem kære hjem" er ikke bare en film. Det er en fortælling, der fortjener at blive set, mærket og talt om, mener Louise Krüger Nielsen.