Gå til hoved-indhold
08. august 2020 - kl. 00.08

Scandic The Reef har fået ny og lækker tagterrasse

  • 1 af 3
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 3
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 3
Af: Peter Marquard

Corona-krisen har været hård ved mange brancher, og hotelbranchen har absolut været udfordret i 2020. Scandic The Reef i Frederikshavn har dog udnyttet perioden til åbning af en helt ny tagterrasse. Det store hotel har dermed skabt et dejligt uderum for sine gæster midt inde i byen med solsenge, fodboldbane og andre aktiviteter.

- Vi håbede - som altid - på godt sommervejr, og så ved vi, at vores gæster gerne vil benytte vores udendørs pool. I disse tider er det jo ikke så smart, at gæsterne ligger for tæt, så vi lavede vores tagterrasse. Det har været en god oplevelse for gæsterne, og vi har fået meget positiv feedback på dette tiltag, hvilket vi også har fået på mange af vores andre corona-tiltag. Vi har for eksempel kun haft badelandet åbent for overnattende gæster, hvilket selvfølgelig er ærgerligt for andre, som gerne vil besøge os, men det er vi desværre nødt til at forholde os til i øjeblikket, siger direktør Marianne Bredevang, Scandic The Reef.

COVID-19 har også betydet, at de svenske gæster i en lang periode har været forhindret i at besøge hotellet. Dog blev der åbnet en smule op i sommerferien, men det har ikke haft den store betydning for Scandic The Reef.

- Det var i første omgang jo kun tre områder uden restriktioner. Ellers var det reglen med minimum seks bookede overnatninger, der var gældende, og det er ikke det mønster, som vi normalt ser fra vores svenske gæster, der plejer at booke to-tre overnatninger. Desuden fornemmer jeg, at svenskerne selv havde svært ved at gennemskue reglerne, så nogle har valgt at blive hjemme. Alligevel har det været en fornuftig sommer, selv om den har været noget anderledes, end den plejer. Da vi kom ind i juli, var der telefonstorm fra danskerne, så 87 procent af vores gæster denne sommer har været danske mod normalt omkring 30 procent, så vi ender ud med en belægningsprocent til den positive side, fortæller Marianne Bredevang, der midt i den turbulente tid for hotelbranchen kan fejre 25 års jubilæum hos Scandic.

De 19 af årene har været tilbragt i Frederikshavn, mens der har været en afstikker til Aalborg i seks år.

- Jeg startede for 25 år siden som bookingassistent, og jeg har siden haft mange forskellige og spændende jobs hos Scandic. Det er dejligt, at man kan få lov at udvikle sig på den samme arbejdsplads, siger Marianne Bredevang, som netop har afsluttet en MBA i strategi, ligesom hun har taget en bestyrelsesuddannelse sideløbende med sin karriere hos Scandic.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...