Scoop af Rock i Frederikshavn: APHACA indtager Knivholt i 2026
Rock i Frederikshavn løfter nu sløret for årets helt store scoop: APHACA spiller til Rock i Frederikshavn 2026. Efter et år, hvor de har sat nye standarder for dansk live-musik, indtager de fire venner fra stenbroen scenen på Knivholt lørdag 13. juni – og alt tyder på, at det bliver en koncert, man sent vil glemme.
- Det her er en booking, vi har glædet os helt vildt til at offentliggøre. APHACA er uden tvivl Danmarks mest eftertragtede liveband lige nu. De rammer både de unge og alle os andre midt i hjertet. Deres energi, ærlighed og nærvær passer perfekt til stemningen på Knivholt, udtaler Casper Høgsted, talsperson for Rock i Frederikshavn, og fortsætter:
- Vi har fulgt deres udvikling tæt, og at de nu står klar til at spille i Parken og på de største scener i landet – og samtidig tager turen til Frederikshavn – det er vi virkelig stolte af. Jeg tror, det bliver et af de øjeblikke, vi alle kommer til at huske mange år frem.
APHACA er et fænomen på den danske musikhimmel - et fællesskab mellem fire venner, som er blomstret op af den københavnske stenbro og har sat frø i hjerter og stemmer i hele landet. Rumle, Bertram, Bertil og Noahs lyd af upoleret, analog rockmusik med poppoetiske melodier og tekster vendte i sensommeren 2024 hitlisterne på hovedet med gennembrudshittet "Smelter Under Månen".
Uden at skele til tid eller tendenser står APHACA som et nybrud i dansk musik, der har ramt plet i hjertekulen hos en hel generation af unge mennesker, som spejler sig i sange som "Et sted hvor vi de første", "Hjertet På Gaden", "Klip Klap Sandaler" og "Til Solen Er Sort".
Firkløverets koncerter har altid sat rammen om det fællesskab, APHACA er. Udsolgte shows på Københavns mest ikoniske scener førte til Danmarksturnéer, hvor billetterne blev revet væk, mens sommeren 2025 cementerede det unikke sammenhold, som er opstået mellem publikum og de følelser, de deler med bandet på scenen – en livesensation, der har ført til den ene topanmeldelse efter den anden og skabt overskrifter igen og igen med publikumsrekorder på alt fra landets græsrodsfestivaler til markante scener som Roskilde Festival, Heartland Festival, TIVOLI og Smukfest.
I imponerende seks uger toppede "En drøm om et menneske" den danske singlehitliste - og siden også på Airplay Charten som lyden af 2025. En drøm af et år, der allerede havde kastet tre GAFFA Priser og intet mindre end 16 guld- og platin-certificeringer af sig, kulminerende ved P3 Guld, hvor APHACA modtog både P3 Lytterhittet og P3 Prisen.
Med udsigt til fire udsolgte arena-shows i ACC Aarhus og Forum København i marts kan APHACA se frem til flere store fællesskabende øjeblikke og eventyr i 2026, hvor bandet udgiver deres andet album, "VILD UNGDOM". Det bliver samtidig året, hvor fire venners rejse, håb og drøm om at skabe et rum med plads til alle gennem deres musik bliver til virkelighed, når et fuldstændig udsolgt Parken synger med til tonerne af APHACA 10. oktober.
- Vi har allerede solgt mere end 4.000 billetter, og med offentliggørelsen af APHACA forventer vi, at det kommer til at gå rigtig stærkt med de sidste billetter. Der er kun plads til 6.000 gæster på Knivholt, så hvis man vil sikre sig en billet, er det nu, man skal slå til, siger Casper Høgsted.
Med offentliggørelsen af APHACA har Rock i Frederikshavn nu et af de stærkeste festivalprogrammer i sin historie. Publikum kan i forvejen se frem til koncerter med HUGORM, Jonah Blacksmith, Poul Krebs, Keinstein, Danser med Drenge, Rasmus Walter, Rasmus Bjerg (som John Mogensen) og Madsen Band.
Billetter kan købes online på www.rockifrederikshavn.




































