Sensationel brændeovn udstilles på Rådhuset
RAIS A/S i Frederikshavn har udviklet en revolutionerende brændeovn, som der duperer teknikere og miljøfolk, ja virksomheden selv. Brændeovnen, som er blevet døbt Bionic Fire, er den hidtil reneste og mindst miljøskadelige af sin slags.
Der var ikke mange, som troede på, at det var muligt, at udvikle en brændeovn, der udsender så få rest-partikler med røgen, at de ikke kan måles. Selv landets dygtigste teknikere på Teknologisk Institut har målt efter alle kunstens regler, og de har konstateret, at udslippet ikke er målbart. Det har overrasket både teknikere og myndigheder - ja selv dem, der har udviklet ovnen.
Den nye brændeovn blev da også omtalt i rigtig mange danske medier, da den blev præsenteret for et par måneder siden, hvilket naturligvis fik nogle smil frem hos RAIS A/S i Frederikshavn, der har udviklet Bionic Fire, som brændeovnen hedder. Her vil man selv sagt gerne fortælle om at producere flere af den nye brændeovn, som har dobbelt brændkammer og fuldstændig automatisk styring af luften.
Nu får alle i Frederikshavn og omegn mulighed for at smutte indenom i forhallen på rådhuset i Frederikshavn og kigge nærmere på nyskabelsen. Fra 2. oktober og måneden ud står Bionic Fire nemlig placeret der, og gør sig interessant sammen med syv andre brændeovne og indsatse fra RAIS.
Det er AT Pejse-Skov & Havecenter fra Frederikshavn, som står bag udstillingen.
- Vi synes, at Bionic Fire har fortjent en plads på første parket. Alle er mere end velkommen til at kigge indenfor og se nærmere på sådan et godt eksempel på, hvad vi har været i stand til at udvikle og producere her på egnen, siger Anders Laustsen, indehaver af AT-centeret.
Sammen med den meget omtalte Bionic Fire står altså også dens ”fætre og kusiner” med navne som Pilar Uniq, RAIS 500-3 som er en indsats, Viva 120, Viva 98, den runde Epoca, Rina og Q-20.
Hos AT-Pejse-Skov & Havecenter på Suderbovej 8 kan man i øvrigt studere endnu flere modeller og også opleve nogle af dem, når der er tændt op. Her har man nemlig egnens største udstilling af ovne fra RAIS.
Alle brændeovne fra RAIS produceres lokalt, nemlig på Vangen i Frederikshavn. Herfra bliver de eksporteret til Norge, Sverige, Finland, Storbritannien, Tyskland, Schweiz, Holland, Belgien, Frankrig, Polen, Tjekkiet, Italien og ja sågar til Grækenland. Nogle sendes endda over Atlanten til USA.
Vil du vide mere, kan du gå ind hjemmesiderne: http://at-center.dk/ og http://www.rais.dk/





































