Seriefodbolden ruller for alvor: Sæby åbner mod Skovsgaards oprykkere
Seriefodbolden ruller for alvor i denne weekend efter den lidt pauvre premiererunde for en uge siden. Kommunens højest indplacerede hold fra IF Skjold Sæby skal i aktion i Jyllandsserien 2, hvor de møder oprykkerne fra Skovsgaard på hjemmebane.
Sæby har sagt farvel til træner Nikolaj Dorff, der har takket ja til et job i pigeafdelingen i AaB, og det betyder, at Jan Werther, der kørte parløb med Dorff, nu står med det overordnede ansvar.
- Først og fremmest har jeg mistet en rigtig dygtig makker og et dejligt menneske, som jeg savner på træningsbanen. Men vi har helt sikkert fået samlet et rigtig stærkt trænerteam til denne sæson, som jeg er meget stolt af. Så vi skal ud og arbejde videre med de ting, som vi har gjort godt i foråret, lyder det fra Jan Werther.
Truppen ser nogenlunde ud som vi kender den fra foråret. Der er et par spillere, der har fundet andre græsgange, men der er også kommet et par nye spillere til klubben. Så det er med forventning i stemmen, at Sæby-træneren ser frem mod efterårssæsonen.
- Jeg forventer, vi går ud til alle kampene for at spille vores eget spil. Samtidig håber jeg, vi kan slutte i den bedste halvdel, men det ser ud til at puljen bliver ligeså svær som i foråret, lyder det fra Jan Werther.
Svært bliver det uden tvivl også lørdag eftermiddag, når det dygtige Skovsgaard-mandskab gæster Sæbys altid velplejede anlæg. Gæsterne fra Brovst-kanten har taget den direkte fra serie 3 til Jyllandsserien i et rent oprykningsorgie, og i tirsdags vandt de sæsonens første kamp med 3-2 over AaB.
- Skovsgaard er et nyt bekendtskab i puljen, og de har gjort det rigtig godt i en lang periode, så det bliver en svær start, vi får. De kommer helt sikkert med en masse selvtillid i bagagen, som vi skal prøve at pille ud af dem. Men vi har også vist fine takter i opstarten, og kan vi spille på samme niveau, så håber og tror jeg på en sejr i premieren, udtaler Jan Werther.
Der er kampstart på Sparekassen Danmark Arena i Sæby lørdag klokken 13:30, hvor Anders W. Bruun har ansvaret for at dele sol og vind lige.