Gå til hoved-indhold
28. maj 2025 - kl. 08.05

Skagen Havn klar til fremtidens fiskefartøjer: Forbedrede forhold for landing af fisk

  • 1 af 1
    Kajbredden er udvidet fra 8 til 19 meter, mens vanddybden er øget fra fem til syv meter.
Af: Michael Frederiksen

Skagen Havns projekt med udvidelse af kajen samt øget vanddybde i havnebassinet ved auktionskajen står nu færdigt. Mandag 26. maj var officiel overleveringsdag fra entreprenør CG Jensen til Skagen Havn.

Forud for projektet har der været en tæt dialog med erhvervet og fiskerne for at sikre de bedst mulige forhold.

Kajbredden er udvidet fra 8 til 19 meter, mens vanddybden er øget fra fem til syv meter. Netop den øgede bassindybde betyder, at de nutidige fiskefartøjer igen kan lande deres fangst ved auktionskajen. Selve kajkonstruktionen er opbygget med en betonplade yderst ved kajkanten for at sikre hygiejnen og en optimal håndtering af fisk, der landes.

Fra starten har både sikkerhed og bæredygtighed været tænkt ind i projektet. Alle redningsstiger langs kajen er blevet forsynet med lys, således de tydeligt vil kunne ses i mørke. De monterede fendere er udvalgt, så afstanden mellem skib og kaj bliver så lille som mulig for at forhindre, personer falder i bassinet.

I arbejdet med konstruktionen af den nye kaj har man genbrugt egnet sand gravet op fra bassinbunden, mens øvrigt sand er blevet bragt på land og bortskaffet på en miljømæssig forsvarlig måde. Derved er alle sandmaterialer holdt på land, og klapning uden for havnen er helt undgået.
For at sikre kajen mod stigende vandstand og fremtidens vejrforhold har man bygget kajen højere end den tidligere kaj.

Arbejdet med etablering af vand- og el-arbejde pågår i kommende tid.

Direktør for Skagen Havn Willy B. Hansen er godt tilfreds med processen:

- Ved Skagen Havn er vi meget glade for det gode samarbejde, vi har haft med entreprenør CG Jensen, som har leveret projektet til den aftalte tid. Forud for projektet har vi haft en tæt dialog med erhvervet og fiskerne for at sikre optimale arbejdsforhold på det nye store kajareal, og jeg synes, vi er kommet godt i mål.

Havnepuljen har bevilliget 9,5 millioner kroner til kajfornyelse og uddybning af auktionsbassinet, ansøgt af Skagen Havn. Den samlede pris på projektet forventes at blive på omkring 20 millioner kroner.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...