Gå til hoved-indhold
12. december 2016 - kl. 04.12

Skal Skagen Kultur- og Fritidscenter nedlægges?

  • 1 af 4
    FOTO: TV2 Nord
  • 2 af 4
    FOTO: TV2 Nord
  • 3 af 4
    Onsdag eftermiddag skal der træffes vigtige beslutninger om Skagen Kultur- og Fritidscenters fremtid.
  • 4 af 4
    Onsdag eftermiddag skal der træffes vigtige beslutninger om Skagen Kultur- og Fritidscenters fremtid.
Af: Michael Frederiksen

Skagen Kultur- og Fritidscenter ønsker at låne 5.135.000 kroner yderligere. Sagen drøftes på onsdag i Økonomiudvalget. På samme møde skal politikerne tage stilling til, om det måske vil være en god idé helt at nedlægge Skagen Kultur- og Fritidscenter.

Det er kun et halvt år siden, at Frederikshavn Kommune lånte SKFC 2.050.000 kroner til forskellige energiforbedringer. Dermed har centret i Skagen en aktuel gæld på godt 16 millioner kroner. Og nu er der altså brug for endnu et lån, så den samlede gæld lander på cirka 21 millioner kroner.

Et nyt vandbehandlingsanlæg koster 4.774.800 kroner. Det er ifølge SKFC nødvendigt for at kunne leve op til nye krav til vandkvaliteten, der træder i kraft 1. juli 2017.

Byrådsmedlem Pia Karlsen (V), som bor i Skagen, udtalte tidligere i år til Kanal Frederikshavn:

- Jeg har ingen idé om, hvordan det nogensinde skal lykkes at tilbagebetale gælden.

Omvendt mener byrådsmedlem Bjarne Kvist (S), som ligeledes bor i Skagen, at SKFC har samme store betydning for Skagen, som Arena Nord har for Frederikshavn.

Inden Økonomiudvalget drøfter denne sag, skal politikerne tage stilling til et punkt, som hedder: "Økonomiske scenarier for ny svømmehal i Skagen". Entreprenørfirmaet Trigon har købt Hedeboskolen og har udarbejdet et skitseprojekt til opførelse af en ny svømmehal.

Politikerne præsenteres for følgende tre scenarier for en fremtid drift af svømmehal i Skagen:

Scenarie 1:

SKFC fortsætter med samme koncept som i dag. Det vil sige med svømmehal, idrætshal, køkken og værelsesudlejning.

Scenarie 2:

SKFC nedlægges - både svømmehal, idrætshal, køkken og værelsesudlejning - og svømmehalsdelen flyttes til "Lille Skagen" på Hedeboarealet. Der er ikke i det foreliggende materiale inddraget overvejelser i forhold til, hvad der skal ske med de øvrige aktiviteter i SKFC i tilfælde af, at hele anlægget lukkes. Det vil først ske i en eventuel efterfølgende analyse, hvor der udover de økonomiske forhold også inddrages

indholdsmæssige aspekter.

Scenarie 3:

Svømmehallen flyttes til "Lille Skagen" på Hedeboarealet, mens resten af den nuværende SKFC-anlæg fortsætter uændret på den nuværende adresse på Kirkevej 19.

Kommunaldirektør Mikael Jentsch foreslår, at der arbejdes videre med enten Scenarie 1 eller 3.

Skagen Kultur- og Fritidscenter modtog sidste år 4.903.753 kroner i tilskud af Frederikshavn Kommune og er markant dyrere end tilsvarende centre. Til sammenligning klarede Østervrå Idræts- og Kulturcenter - som også har idrætshal og svømmehal - sig for 1.476.618 kroner. 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...