Skrubben får pavillon i grønt område i Læsøgade i Frederikshavn
Varmestuen og værestedet Skrubben placeres i en pavillon i et grønt område i Læsøgade i Frederikshavn. Det er i hvert fald administrationens indstilling til politikerne i Økonomiudvalget, som har møde i morgen.
Indtil sommeren 2020 lå Skrubben i et hus i Læsøgade 11, men 20. juli brændte ejendommen. Siden har Skrubben været placeret i en lejlighed med trappeopgang i Læsøgade 13.
Der er dog langt fra en god løsning, da ejendommen i Læsøgade 13 giver udfordringer for brugerne på grund af bygningens dårlige stand og tilgængelighed med trapper.
Nu anbefales det, at Skrubben flyttes til Læsøgade 5. Her skal der i givet fald placeres en pavillon på cirka 50-60 kvadratmeter, der opfylder bygningsreglement og tilgængelighed for brugerne af Skrubben.
Skrubben er et værested og varmestue for socialt udsatte, som benytter værestedet om dagen og aftenen. Værestedet er drevet af brugerne. Skrubben har i rigtig mange år haft værested i området omkring Læsøgade, hvor der er gåafstand til centrum, som er vigtigt for brugerne.
Estimeret pris på pavillon er cirka 10.000 kroner pr. kvadratmeter. Der er etableret kloakforhold på grunden fra en tidligere ejendom, som er nedrevet.
Forsikringssummen på de 650.000 kroner fra den brændte ejendom i Læsøgade 11 er tillagt kommunens kassebeholdning.
Læsøgade 13 er i meget dårlig stand og ikke egnet til genudlejning uden en større renovering. Grundet ejendommens dårlige stand indstilles ejendommen til nedrivning. En nedrivning vil koste cirka 400.000 kroner.
Arealet udlægges efter nedrivningen til midlertidigt grønt areal.
Center for Ejendomme, Park og Vej indstiller, at Skrubben flyttes til Læsøgade 5, og at der afsættes 650.000 kroner til en pavillon på 50-60 kvadratmeter. Det gives desuden en bevilling på 400.000 kroner til nedrivning af Læsøgade 13.