Gå til hoved-indhold
04. maj 2026 - kl. 19.05

Skulptør Jørn Erik Nielsen flytter atelier – inviterer til åbent værksted og lagersalg

  • 1 af 1
    Jørn Erik Nielsen arbejder primært i bronze og stentøj og er kendt for sine karakteristiske skulpturer, der henter inspiration fra naturen, kulturen og hverdagens oplevelser - ofte med et glimt i øjet.
Af: Michael Frederiksen

Skulptør Jørn Erik Nielsen åbner dørene til sit nye atelier i Fiskerihavnsgade 39 i Frederikshavn efter at være flyttet fra Gl. Skagensvej.

Havnen er ikke bare kulisse - den er en del af fortællingen. Derfor har skulptør Jørn Erik Nielsen nu flyttet sit atelier fra Gl. Skagensvej til Fiskerihavnsgade 39.

- Jeg har altid været optaget af livet omkring havet. Her er en råhed og ægthed, som passer til mine skulpturer. Det føles som det rigtige sted at være, siger han.

Flytningen markeres med åbent værksted og lagersalg lørdag 16. og søndag 17. maj kl. 11.00-15.00, hvor publikum inviteres indenfor til en uformel oplevelse med kunsten i centrum.

- Jeg glæder mig til at byde folk velkommen i de nye rammer og give et indblik i mit arbejde, fortæller Jørn Erik Nielsen.

Besøgende får mulighed for at opleve skulpturerne på nært hold, gøre en god handel og høre om tankerne bag værkerne direkte fra kunstneren selv.

Jørn Erik Nielsen arbejder primært i bronze og stentøj og er kendt for sine karakteristiske skulpturer, der henter inspiration fra naturen, kulturen og hverdagens oplevelser - ofte med et glimt i øjet.

Han har en solid kunstnerisk baggrund fra Hjørring Kunstskole, Aarhus Kunstakademi og Skulpturskolen i Skanderborg.

Samtidig med åbningen af det nye atelier kan hans værker opleves flere steder i landsdelen. Et udvalg er aktuelt udstillet i Galleri Kunst for dig, Skagen, og fra pinse udstiller han desuden nye værker i Kunsthuset, Lønstrup.

Arrangementet er åbent for alle interesserede.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...