Gå til hoved-indhold
20. januar 2026 - kl. 23.01

Smukke opera-arier på Frederikshavn Kunstmuseum

  • 1 af 4
  • 2 af 4
    Seks-årige Simone - datter af Vesna Djordjevics kollega i lægeklinikken i Asylgade - overrakte sopranen en fin buket blomster.
  • 3 af 4
    Sopranen Vesna Djordjevic og pianist Claus Zielke i et af koncertens medrivende numre - Sergei Rachmaninoffs "Ne poy, krasavitsa" - om den tabte, uopnåelige kærlighed.
  • 4 af 4
    Koncertprogrammet bød på smuk sang, som strakte sig fra det inderlige og sagte til store dramatiske arier.
Af: Hanne Albæk

Belcanto er italiensk for "smuk sang", og det leverede Duo Belcanto med sopranen Vesna Djordjevic akkompagneret af pianisten Claus Zielk til overmål ved tirsdagens nytårskoncert på Frederikshavn Kunstmuseum.

Knap 70 tilhørere fyldte stolerækkerne til intimkoncerten med "Frederikshavns syngende læge" og hendes pianist, der netop er tiltrådt en stilling som organist i Bistrupkirke i Hjørring efter en årrække som underviser i Hjørring Musikskole.

Koncerten blev en musikalsk rejse fra det inderlige og sagte sørgmodige som Schuberts "Ave Maria" til de mere dramatiske arier, der blev rundet af med Mozarts "Nattens Dronnings arie".

Belcanto-stilen udmærker sig ved lange smidige, glidende toner og en perfekt tonedannelse, der kræver stor stemmekontrol og åndedrætsstyring. Som det ikke mindst kunne høres i koncertens to arier fra velkendte Belcanto-komponister, Bellinis arie fra La Sonnambula og Donizettis arie fra Lucia di Lammermoor, har Vesna Djordjevic teknikken og den klangfulde og udtryksfulde stemme, der skal til.

Også Claus Zielke imponerede - ikke kun med sit akkompagnement, men også på egen hånd med bl.a. Wilhelm Stenhammars "Sensommernätter" og Griegs velkendte "Bryllup på Troldhaugen".

Et ekstranummer, "Latterkuplet" fra operetten Flagermusen, rundede koncerten af, inden lille seks-årige Simone - datter af Vesna Djordjevics kollega i lægeklinikken i Asylgade - overrakte sopranen en fin buket blomster.

Duo Belcanto kan i juli også opleves med en koncert i forbindelse med Vendsyssel Festival og i sensommeren igen i Astrup Kirke.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...