Gå til hoved-indhold
27. maj 2026 - kl. 09.05

Socialdemokratisk byrådsmedlem: Bibehold madlavning på plejecentre

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Byrådsmedlem Peter E. Nielsen (A) vil ikke være med til at droppe madlavningen på plejecentrene i Frederikshavn Kommune.

- Beslutningen om at erstatte madlavning på plejecentrene med mad fra storkøkken risikerer at fjerne noget helt grundlæggende fra hverdagen for vores ældre: Følelsen af hjem, nærvær og livskvalitet, påpeger Peter E. Nielsen.

Mad handler ikke kun om ernæring.

- Det handler om sanser, minder, fællesskab og appetit. Duften af frisklavet mad på plejecentrene skaber tryghed, vækker minder og giver mange beboere lyst til at spise. Netop madlyst er afgørende for både trivsel, sundhed og livskvalitet hos ældre mennesker, mener Peter E. Nielsen.

Han har derfor svært ved at forstå udtalelsen fra formanden for Udvalget for Ældre, Social og Handicap, Thomas Hjort (DF), om, at opvarmet mad fra storkøkken og mikroovn skulle give mere livskvalitet.

- For mange opleves det som en omvendt beskrivelse af virkeligheden. På plejecentrene gør medarbejderne hver dag en stor indsats for at skabe hjemlige rammer og værdighed for beboerne. Når maden tilberedes lokalt, bliver måltidet en naturlig del af livet på centret - ikke bare endnu en praktisk opgave, udtaler Peter E. Nielsen.

Han opfordrer flertallet af politikerne til at genoverveje spareforslaget og bevare den nuværende ordning med madlavning på plejecentrene.

- Besparelser må aldrig ske på bekostning af ældres livskvalitet, madglæde og værdighed, understreger Peter E. Nielsen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...