Sognepræst: Er der egentlig en mening med alt det arbejde?
Simon Kristian Blix Nielsen, sognepræst i Abildgård kirke og international præst i Frederikshavn Provsti, har skrevet dette indlæg: Er der egentlig en mening med alt det arbejde? Ja, det tror jeg. Eller det håber jeg. Gør du ikke også det? Det gjorde J.R.R Tolkien også - du ved, ham som har skabt "Ringenes Herre", der netop nu udfolder sig på ny som serie på Amazon Prime.
Det er verdens hidtil dyreste serie endda. Så det er efterhånden umuligt i vores del af verden ikke at kende til Tolkiens Ringenes Herre eller i det mindste at have hørt om universet. Men hvad du garanteret ikke vidste, så løb Tolkien faktisk tør for "psykisk energi og opfindsomhed" midt i processen og var ved at opgive det hele. Han var kørt træt i det. Arbejdet havde vokset ham over hovedet.
Det kender vi godt, ikk'?
Men en morgen, midt i sin udbrændthed, vågner han med en kort fortælling i sit hoved, han senere udgav under titlen "Leaf by Niggle". En fortælling om Niggle - en dygtig kunster, der på den ene side dedikerer sig fuldt ud til sit detaljerige mesterværk - et grandiost maleri af et træ med smukke blade - men på den anden side lader sit gode hjerte og sin tilbøjelighed til perfektionistiske adspredelse lede ham på mange afveje.
Og Niggle, der ikke længere kan holde sin "lange rejse" (døden) tilbage, ender med aldrig at gøre sit mesterværk færdigt. Og kun ét smukt blad finder vej til byens kunstmuseum - i et sidelokale, hvor kun få mennesker ser det. Ét blad var alt, hvad den talentfulde kunstner blev husket for. Hans livsværk endte som ét blad.
Og nogen gange frygter vi vel lidt det samme: Bliver der også kun ét blad tilbage af vores slid?
Men da Niggle, der til sidst tvinges ud på "sin lange rejse", når frem til udkanten af et himmelsk landskab, får han øje på et mageløst træ. Hans træ. Det træ han havde i tankerne, men som han aldrig fik malet færdigt. Og her i det himmelske landskab er det til med i levende live. Og Niggle ser, hvordan grenene og de smukke blade vejrer i vinden, nøjagtig som han havde forestillet sig det. Han stirrer længe på træet og udbryder: "Det er en gave!"
I den levende virkelighed var Niggles mesterværk, hans træ, hans liv kun blevet til ét blad i et sidelokale på det lokale kunstmuseum. Men i den virkelige virkelighed var hans mesterværk, hans træ, hans liv vokset sig til netop det han havde håbet og arbejdet på med både fokus og adspredelse.
Mon vi også kan få lov at erfare det engang? At det bliver det hele værd?
Da Tolkien endelig fik udgivet bøgerne om Ringenes Herre, blev de modtaget meget kritisk. Og flere af hans historier fra samme univers blev først udgivet post mortem. Tolkien fik aldrig selv lov at se, hvor dybe rødder hans historier og univers fik i vores kultur. Han fik ikke lov at se hvilken frugt, hans træ kunne frembringe.
Og det gør vi nok heller ikke. Vi forestiller os ofte, at vi i vores liv skal udrette store ting. Men lige så ofte sker det, at vi hen af vejen opdager, at vi slet ikke er i stand til at udrette det. Frugten udebliver. Og vores livs værk ender oftere med at være som ét blad fremfor et mægtigt træ. Men betyder det, at vores arbejde er uden mening? Slet ikke!
Og da især ikke hvis der bag den levende virkelighed findes en virkelig virkelighed, hvor vores slid og slæb tager den form, som det vi dybest set ønskede. Ligesom det skete for Niggle. Det var det, som Tolkien troede på. Det var det, som fik ham til at arbejde videre. En tro på, at Gud selv vil fuldende det, som vi fik sat i værk. Og det ikke per automatik, men fordi Gud har lagt i os talenter, som han ønsker vi udlever for hinanden.
Hvad tænker du om dit arbejde? Er der en mening med det? Findes der en virkelighed bag dine timers slid, som fylder dem med en dybere mening?
