Et værdigt ældreliv kræver handling: Det starter med en bedre normering
Byrådskandidat Tina Kruckow (SF) har skrevet dette indlæg: Vi bliver flere ældre, vi lever længere – og mange af de opgaver, vi møder på ældreområdet, er i dag langt mere komplekse end tidligere. Det stiller store krav til medarbejderne og til os som kommune.
Den bedste løsning er enkel, men også dyr: Bedre normeringer - flere ansatte. Balance mellem ressourcer og krav.
Tid til opgaven. Tid til den ældre. Og tid til, at medarbejderen kan udføre sit arbejde uden at få stress.
I de sidste fire år som politiker har jeg igen og igen sagt på rådhuset, til udvalgsmøder og på gruppemøder: "Vores ældreområde er enormt udfordret, og vi skal gøre noget nu".
Jeg ved det, fordi jeg selv har arbejdet på området som social- og sundhedsassistent, både her lokalt og i andre kommuner. Og jeg kan sige det så klart og konkret, som det kan siges: Det løses ikke med flere projekter eller lappeløsninger.
Det, vi har brug for helt konkret, er bedre normeringer.
Vi er begyndt på det med et enigt byråd i vores budgetaftale. Otte millioner kroner afsat ekstra de næste fire år til demensområdet. Til bedre forhold og kompetenceudvikling indenfor området. Foruden det øges værdighedspuljen, og der tilføres midler til paragraf 18 midler, man kan søge.
Det er ikke meget, vi er langt fra i mål endnu.
SF vil fortsat arbejde og kæmpe for, at der er ansatte nok til at løse opgaven. Skabe de rette arbejdsforhold for medarbejderne, og at vi gør faget attraktivt for elever og nye ansatte. Det betyder, at vores ældre borgere mærker noget helt konkret, når social- og sundhedshjælperen, social- og sundhedsassistenten eller sygeplejersken træder ind ad døren:
Tid til at løse opgaven. Tid til at spørge, hvordan det går. Tid til at skabe nærvær.
I SF ved vi og anerkender, hvor presset hverdagen er. Vi har tal på et højt sygefravær, som vi skal tage alvorligt. Vi ved, hvor mange dygtige medarbejdere, der går syge hjem – og hvor hårdt det rammer, når det ender med stress og afskedigelser.
Faste teams er også rigtig godt, det giver tryghed og kvalitet for både medarbejdere og borgere. Men det gjorde vi altså også i gamle dage, det fungerer, og selvfølgelig skal man komme hos de samme borgere hver dag.
Vi har faktisk plads i vores serviceniveau til at prioritere området højere og skabe en bedre normering– hvis vi vil. Men det kræver, at vi som byråd sætter os sammen og beslutter, hvor vi finder pengene i fremtiden: Med det nye byråd er det tid til at se hele vores økonomi igennem og have en politisk retning og skabe det gode ældreliv.
SF’s valgprogram her i kommunen siger det klart: Bedre normeringer er et valg og den bedste løsning på et værdigt arbejdsliv og det gode ældreliv. Det er en investering, der kan mærkes i hverdagen.
Vi anerkender alle de gode kræfter, der gerne vil gøre noget – både kollegaer i byrådet, ledere og medarbejdere i ældreplejen, FOA, Ældresagen, de frivillige og de pårørende, som ofte trækker et stort læs. Lad os samle kræfterne og skabe en ny retning, der kan mærkes hos både borgere og ansatte.
Løsningen var også den samme til mandages debatmøde- en bedre normering.
Et værdigt ældreliv starter med, at vi har tid til mennesket.