Syv minilæssere stjålet i Skagen de seneste 15 måneder
Skagen blev natten til onsdag ramt af endnu et tyveri af en minilæsser. Det er syvende gang siden august 2024, at der bliver stjålet en minilæsser i Danmarks nordligste by.
Minilæsseren - en gul Giant 452 - blev stjålet onsdag kl. 03.58 på Østerbyvej 36.
Den har en værdi af 300.000 kroner.
- Vi har tidligere set, at minilæsseren bliver gemt et andet sted i Skagen, hvor planen så er, at den afhentes senere. Derfor beder vi folk i Skagen om i dag at kigge en ekstra gang efter en gul Giant, siger politikommissær Peter Skovbak, leder af Efterforskningscenter Frederikshavn.
Det er syvende gang siden august 2024, at en minilæsser bliver stjålet.
I slutningen af juni blev der stjålet en minilæsser med pallegalfler fra en byggeplads på Fladen Grund (Skagen Nordstrand). Det var også en gul Giant.
Fra august 2024 til januar 2025 blev der stjålet fem minilæssere.
Politiet hører meget gerne fra folk, der kan hjælpe med opklaringen af disse tyverier. Politiet træffes på 1-1-4.