Sommerfest i Gærum med flere nyheder på programmet
Fredag 5. og lørdag 6. september arrangerer Gærum Idrætsforening Sommerfest i Gærum.
Gærum Idrætsforening inviterer traditionen tro til årets store sommerfest, hvor programmet byder på både nye aktiviteter og arrangementer samt de gode traditioner – med oplevelser for hele familien.
Fredag aften står i familiens tegn med saftige burgere på menuen, gameshow i teltet og udendørs hoppeborgsdisko for børnene.
Lørdag aften afvikles den populære voksenfest, hvor Ekstranummer spiller op til dans og sikrer en festlig stemning.
For første gang gæster Vinspecialisten fra Frederikshavn sommerfesten fredag 5. september kl. 20:30. Her præsenteres fem forskellige gin med tilbehør, og deltagerne får en unik smagsoplevelse.
Tilmelding er nødvendig senest 2. september. Tilmeldingen er først registreret ved betaling til MobilePay boks 4168DV.
Som noget helt nyt introducerer Gærum Idrætsforening Gærum Løbet. Løbet finder sted lørdag 6. september kl. 9.30. Der tilbydes to ruter: En 4 km-rute i Gærums smukke natur samt en 2 km-rute for børn. Alle deltagere modtager medalje, og der vil være let forplejning efter løbet.
Pris: 50 kr. pr. barn og 100 kr. pr. voksen. Tilmelding sker via MobilePay boks 0730HR.
Der afvikles desuden fodboldturnering lørdag 6. september kl. 11.30–15.00. Her er det muligt at samle et hold og tilmelde sig til turneringen, som bliver en hyggelig og sjov aktivitet for både spillere og tilskuere.
Mere information om programmet, tilmelding og aktiviteter kan findes på Gærum IF’s Facebookside.
Gærum Idrætsforening ser frem til at byde både børn og voksne velkommen til en sommerfest fyldt med fællesskab, oplevelser og festlig stemning.