Spøgelsesbygning, boliger for de få eller skole?
Pernille Christensen og Monica Fri har skrevet dette indlæg: Vil borgere i Frederikshavn Kommune foretrække, at den ikoniske centerbygning på Sæby Søbad forfalder og på sigt rives ned, så der kan bygges boliger til de få?
Da ejerne af Sæby Søbad, Marie og Lars Dannervig, i 2017 anmodede om en ændring af lokalplanen, så de kunne rive centerbygningen ned og opføre boliger, blev det dengang mødt af modstand fra lokalbefolkningen og desuden afvist af byrådet. Bygningen stod tom både før og efter 2017, indtil Sæby Friskole lejede lokalerne.
Etableringen af Sæby Friskole har fra et borgerperspektiv været et kærkomment alternativ til Folkeskolen og Privatskolen i Sæby. Det ses ved den stadig voksende tilgang af elever og ikke mindst på antallet af tilflyttere, som har valgt at bo i kommunen, udelukkende på grund af måden, hvorpå Sæby Friskole driver skole på.
7. juni 2024 sendte vi spørgsmål til byrådet vedrørende behandlingen af Sæby Søbad og Sæby Friskoles fremtid, hvilket generede en del omtale i medierne, heriblandt et debatindlæg fra Gitte Kiilerich (A). Det er bekymrende og vældig upassende, at en skoleleder og byrådsmedlem tillader sig at kalde engagerede og undrende medborgere for dårlige rollemodeller i et debatindlæg!
Med interesse i vores lokalsamfunds velfærd, vækst og udvikling har vi stillet spørgsmål til byrådet. Heri har vi ytret undren (ikke en beskyldning!) over byrådsmedlem Gitte Kiilerichs (A) habilitet i en beslutningsproces og er tillige nysgerrige på, om hele byrådet virkelig ønsker, at 90 skolebørn fordrives fra lokaler i Sæby - lokaler, der har stået tomme i årevis. Dette får vi forhåbentligt svar på til byrådsmødet 26. juni kl. 18.45, hvor vi naturligvis agter at møde op.
På grund af Kiilerichs og andre partikammeraters ubehagelige respons på vores henvendelse føler vi os nødsaget til at sende spørgsmålet om Kiilerichs habilitet i henhold til Kommunestyrelsesloven §14 og Forvaltningsloven §3 samt en afgørelse fra Ankestyrelsen om en lignende sag videre til Ankestyrelsen, som jævnfør Kommunestyrelseslovens §47, stk. 1 fører tilsyn med kommunerne. Således kan vi få en uvildig afgørelse af sagen.
Vi håber, at vores byrådsmedlemmer på byrådsmødet 26. juni 2024 vælger at følge forvaltningens tidligere anbefaling om iværksættelse af en demokratisk proces med henblik på at ændre lokalplanen. Dermed kan det afdækkes, om der ér en bred folkelig interesse i, at den ikoniske centerbygning på Sæby Søbad bevares, og Sæby Friskole kan skabe et blivende "hjem" for deres mange elever, ansatte, forældre og pårørende.