Gå til hoved-indhold
04. december 2025 - kl. 00.12

Tina Nymann: Udskift Mette Frederiksen med Holbæks borgmester

  • 1 af 1
    - Jeg tror, det er Mette som person, folk er rasende på. Det er ikke politikken. Det er de valg, som hun har taget, udtaler byrådsmedlem Tina Nymann, Frederikshavn, til DR.
Af: Michael Frederiksen

Mette Frederiksen skal udskiftes som frontfigur i Socialdemokratiet. Det mener 41 socialdemokratiske byrådsmedlemmer. En af dem af Tina Nymann fra Frederikshavn, der ikke genopstillede ved kommunalvalget for to uger siden.

Tina Nymann mener, at Mette Frederiksen skal udskiftes nu - inden folketingsvalget næste år. Tina Nymann er ikke i tvivl om, hvad der sker, hvis den socialdemokratiske statsminister skal stå i spidsen for endnu en valgkamp.

- Så tror jeg, vi får en røvfuld som den, vi har fået i mange kommuner, udtaler Tina Nymann til DR.

Hun kigger mod Holbæk for at finde Mette Frederiksens afløser. 

- Jeg tror, vi skal have et sceneskift. Jeg tænker, vi skal kigge mod hende den unge i Holbæk, og som ikke har kufferten fuld af sager, siger Tina Nymann.

Hun tænker på Holbæks 33-årige borgmester, Christina Krzyrosiak Hansen, der blev kommunalvalgets største stemmesluger målt på andel personlige stemmer.

- Hun signalerer megaordentlighed. Hun taler ordentligt. Hun lytter. Hun samler, siger Tina Nymann.

Hun savner en mere rummelig statsminister.

- Jeg tror, det er Mette som person, folk er rasende på. Det er ikke politikken. Det er de valg, som hun har taget, udtaler Tina Nymann til DR.

I alt 233 socialdemokratiske byrådsmedlemmer ud af 729 har besvaret spørgsmålet, om Mette Frederiksen er den rigtige formand for Socialdemokratiet til at vende udviklingen frem mod folketingsvalget næste år.

41 svarede nej. 130 svarede dog ja til, at Mette Frederiksen er den rette formand, mens 62 ikke ønsker at svare eller svarer ved ikke.

 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...