Gå til hoved-indhold
11. april 2024 - kl. 12.04

Stjernestund med Johnny Hansen - uden Kandis og helt uden filter

  • 1 af 2
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

Det blev en helt særlig tirsdag aften på Scandic The Reef, da gæster fra Frederikshavn Teaterforening og FOA mødte den private Johnny Hansen.

- Vi fik et indblik i et liv, hvor han som barn var en glad dreng, som han selv udtalte det. En barndom med leg og masser af musik, fortæller Bente Olesen fra Frederikshavn Teaterforening.

Det blev en musikalsk rejse gennem de sidste mange år, hvor publikum hørte flere af de største hits både fra Kandis og også de mange sange, som han selv har udgivet.

- Vi fik et indblik i den store kærlighed, han sammen med sin far har til musikken, og den glæde det var for dem begge, da de i nogle år rejste rundt og optrådte sammen. Her kom de helt tæt på hinanden, siger Bente Olesen.

Men livet har ikke kun været fest og farver for Johnny Hansen og hans familie.

- I 2008 blev de ramt af en stor personlig tragedie. Det var nemt at mærke, hvor stor en sorg det havde været for Johnny. Han skrev sangen Stjerner på himlen om Himmelhotellet, hvor han tjekkede ind, når han kunne, til sin afdøde hustru - smukt og rørende at høre den, fortæller Bente Olesen.

Livet blev nogle år senere igen godt for Johnny, da han mødte sin nuværende hustru Gitte, og sammen med hende så han lyset og mødte kærligheden igen. Han skrev en smuk sang til hende, da hun blev 40 år: "Du betyder langt mere, end du tror".

Johnny Hansen gav sig god tid til at snakke med publikum, og mange var rejst rigtig langt for møde deres idol. Der var også besøg af to, der havde været med i filmen om Kandis.

- Så alt i alt nogle timer til glæde for mange og sikken personlighed og et dejligt smil, den mand har. Vi fik fortællinger fra et enestående spændende scene- og turneliv fra en meget stor kunstner, som trods sin utrolige popularitet har forstået at holde begge ben på jorden. Ja, vores ben kunne vi da ikke holde stille til den gode musik, smiler Bente Olesen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...