Stor rideudstyrsbutik åbner lørdag i Ravnshøj
Ravnshøj får på lørdag en ny rideudstyrsbutik. Lena Nielsen og Mikkel Rasmussen har i mange år gået rundt med en iværksætterdrøm, og nu skal det være. De åbner Hjardemaal Rideudstyr i den bageste del af de lokaler, hvor Køkkenhuset i Ravnshøj tidligere lå.
- Vi har selv ofte kørt til Hjørring eller Aalborg for at handle stort ind af rideudstyr, så det er på tide at åbne en rideudstyrsbutik op i Frederikshavn og omegn. Kravene var store, lyse, rummelige lokaler, hvilket vi fandt i Ravnshøj, fortæller Lena Nielsen.
Hun vurderer, at der er flere fordele ved placeringen i Ravnshøj.
- I omegnen er der mange gårde med hesteliv, en islænderrideskole få kilometer fra butikken og så selvfølgelig rideskolerne i de nærliggende byer som Frederikshavn, Sindal og alle de små hestepensioner. Og så satser vi da på at udbyde den helt rigtige sammensætning af sortimentet til konkurrencedygtige priser og med landets bedste service, så kunderne gerne tager turen til Ravnshøj, selvom de ikke lige bor i nærheden. I løbet af 2015 er planen, at vi udvider med en webshop, så det ikke kun primært er nordjyderne, der kan nyde godt af vores produkter, fortæller Lena Nielsen.
Hjardemaals Rideudstyrs butik er at tilbyde et lækkert udvalg af såvel kvalitets- som lavprisudstyr til rytter og hest. Alle produkter er nøje udvalgt efter formål.
- Vi søger at tilbyde den bedste service og kvalitet til konkurrencedygtige priser samt at tilbyde lavprisprodukter, hvor vi gør os umage i, at prisen ikke skal vægte højere end sikkerhed og brugen af udstyret, så man trods den lave pris trygt kan anvende også disse produkter, siger Lena Nielsen.
De to iværksættere har begge gået på HHX i Frederikshavn på iværksætterlinjen, hvor de skulle opfinde et produkt og opstarte en fiktiv virksomhed. Her blev de nr. tre ud af 50 repræsenterede virksomheder til Young Enterprise i Aalborg. Mikkel Rasmussen studerer til økonom, mens Lena Nielsen er ved at uddanne sig til markedsføringsøkonom.
- Lige siden midten af folkeskolen har det været min drøm at blive selvstændig, så optakten har været længe undervejs. I løbet af HHX fandt vi ud af, at vi udgjorde et rigtig godt team og delte begejstringen for at drive virksomhed, udtaler Lena Nielsen.
Parret flyttede for fire år siden fra gården "Købstrup" i Frederikshavn og ud til en gård i Mejling. Her har de fire heste, et æsel og to små børn. Freya, som er spædbarn, og Liam på tre år.
- Mikkel og jeg fandt sammen for ni år siden, hvor han langsomt blev hevet med ind i den hestverden, som jeg har været en del af, siden jeg for over 20 år siden begyndte at ride på en shetlandspony i Sportsrideklubben Lerbæk. Mikkel deler dog ikke samme passion for konkurrencer og ridesport, men er med som tilskuer og en hjælpende hånd. Det er godt at have en stærk mand med, når et halvt ton dansk varmblod begynder at spille med musklerne. Nu glæder vi os til at begynde på et nyt kapitel med rideudstyrsbutikken, som forhåbentlig byder på en masse udfordringer, gode oplevelser og tilfredse kunder, siger Lena Nielsen.
Der er indgang fra Tømmergade, og på åbningsdagen gives 15 procent i rabat.










































