Svenske havvindmøller: Frederikshavn Kommune ikke helt tilfreds
De svenske myndigheder arbejder på at placere mellem 61 og 94 vindmøller 25 kilometer øst for Skagen. Frederikshavn Kommune er ikke tilfreds med de visualiseringer, som er fremsendt.
- Det er kommunens opfattelse, at visualiseringerne ville være mere anvendelige, hvis der var foretaget tydelige markeringer af møllerne, som for nuværende ikke ses med det blotte øje, i visualiseringsmaterialet. Hvis visualiseringerne forstørres, kan det ses, at møllerne vil være synlige fra de to nævnte punkter, skriver Frederikshavn Kommune i et høringssvar, som byrådspolitikerne skal tage stilling til på onsdag.
Havvindmølleparken Poseidon påtænkes placeret 25 kilometer øst for Skagen. Projektet består af mellem 61 og 94 møller med en højde på mellem 260 og 340 meter.
Der er foretaget visualiseinger fra Grenen og Vippefyret.
De svenske myndigheder har tidligere gennemført en tilsvarende høring på et lignende havvindmølleprojekt, kaldet "Västvind". Västvind-projektet vedrører opstilling af op til 50 møller med en totalhøjde på mellem 280 og 320 meter placeret cirka 20 kilometer fra Frederikshavn Kommunes kyst. Der vil derfor være tale om sammenfaldende forhold, hvor de to projekter samlet set blandt andet kan medføre en væsentlig påvirkning af de visuelle forhold oplevet fra kommunens kystlinje.
Frederikshavn Kommune understreger i sit svar, at kommunen bakker op om den grønne omstilling lokalt, regionalt, nationalt og internationalt. Kommunen vil følge projektet med stor interesse og forventer at blive inddraget i arbejdet med den fremtidige etablering af projektet.