Tidligere SFO-start? Børns trivsel skal ikke være genstand for spareøvelser
John Søndergaard har skrevet dette indlæg på vegne af Enhedslisten Frederikshavn: Enhedslisten Frederikshavn vil gerne takke bestyrelsen på Bødkergården i Østervrå for deres grundige og velformulerede opråb vedrørende forslaget om tidligere SFO-start for kommende skolebørn i 2026.
Vi deler mange af de bekymringer, som bestyrelsen rejser. Det er veldokumenteret, at hyppige brud i børns relationer og hverdagsrutiner kan føre til mistrivsel, især i overgangen fra børnehave til skole. Flere kommuner har da også allerede forladt modellen med tidlig SFO-start, netop fordi den ikke har leveret de ønskede resultater – hverken pædagogisk eller trivselsmæssigt.
Enhedslisten Frederikshavn mener ikke, at børns trivsel skal være genstand for spareøvelser. En model, som indebærer dokumenteret øget mistrivsel, kan og bør ikke forsvares alene med økonomiske argumenter.
Enhedslisten er åbent for at udvikle en mere flydende og tryg overgang mellem børnehave og SFO - en overgang, hvor barnet gradvist introduceres til sin kommende skolehverdag. Men dette skal ikke gennemføres som en besparelsesmanøvre. En værdig og fagligt forsvarlig overgang kræver:
- At normeringen i overgangsperioden er på niveau med børnehaven, ikke lavere.
- At både kendte voksne fra børnehaven og kommende voksne fra SFO/skole er til stede, så barnet møder tryghed og kontinuitet.
- At der tages særligt hensyn til sårbare børn og børn med særlige behov.
Enhedslisten vil arbejde for, at sådanne principper bliver en del af kommunens fremtidige overvejelser om børns overgang fra dagtilbud til skole.
Vi støtter derfor bestyrelsens opfordring til, at kommunen genovervejer modellen med tidlig SFO-start og i stedet sætter børns trivsel og udvikling først.