Gå til hoved-indhold
12. juli 2021 - kl. 15.07

Turisthus Nord får nyt navn: Toppen af Danmark

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
Af: Kanal Frederikshavn

Turisthus Nord, Visit Skagen, Turistforeningen... - kært barn har mange navne, men fremover bliver det med titlen "Toppen af Danmark", at turistforeningen for Skagen, Frederikshavn og Sæby brander sig på det store nationale og internationale turistmarked.

De sidste måneder har "Topppen af Danmark" omstillet sig til deres nye område, som specifikt koncentrerer sig om at give gæsterne i den nordlige del af Danmark en helt særlig oplevelse.

Organisationen har fået nye rammer, da den skulle flytte ud af Havnemesterboligen på havnen i Skagen. Kontoret, der nu ligger på Sct. Laurentii Vej 6B, blev indviet midt i juni. Derudover er der også et medlemskontor i Sæby.

Medarbejderstaben er blevet opgraderet, og fokus er nu dels på booking af feriehuse samt den nye oplevelsesportal, hvor man kan booke alt fra overnatning, restaurantbesøg og kulturtilbud, til fritidsaktiviteter og guidede byture.

Samtidig udgiver turistforeningen fortsat de populære byguider og bykort, ligesom storytelling gennem de 49 certificerede guider er en væsentlig og vigtig del af turistforeningens arbejde.

Toppen af Danmark er medlemmernes forening, og ved generalforsamlingen i slutningen af juni, blev en række nye vedtægter vedtaget, så man også her kan agere mere målrettet i forhold til den nye virkelighed.

Markedsføringen er blev intensiveret, og der satses også stort på at få gæster i ydersæsonen. På de sociale medier - blandt andet VisitSkagen, VisitFrederikshavn og VisitSæby - har organisationen mere end 100.000 følgere og godt 1,4 millioner besøgende på hjemmesiden.

- Vi er rigtig glade for, at generalforsamlingen vedtog de nye vedtægter enstemmigt. Vi er meget begejstrede for vores strategi og nye organisering. Bookingportalen på toppenafdanmark.dk rummer virkelig gode muligheder for at øge tiltrækningen af gæster til vores destination – også udenfor
sommermånederne. Vores fokus er todelt. For det første drejer det sig om at få gæsterne hertil. Dernæst handler det om at give dem de bedste oplevelser. Det kan vi nu. Men det kræver fortsat, at destinationens aktører står sammen - for teknologien gør det ikke alene. Vi skal ville hinanden og bakke op om fællesskabet, og det mærker vi bestemt også stor vilje til fra vores medlemmers side, siger formand Ulla Mosich.

Turistforeningen vokser hele tiden. Indenfor de seneste par måneder er der kommet 16 nye medlemmer til, og ikke kun fra Frederikshavn Kommune, men også udefra er der flere, der kan se de store fordele i at være medlem blandt andet er Skulpturparken i Blokhus blevet medlem af Toppen Af Danmark.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...