Væltet gyllevogn skaber problemer på hovedvej 40
Der er fortsat problemer på hovedvej 40 mellem Skagen og Ålbæk, fordi en gyllevogn er væltet.
Politi og redningsmandskab er på stedet, og rednings- og oprydningsarbejdet forventes tidligst afsluttet kl. 23:00. Politiet anbefaler omkørsel via Råbjergvej, Lodskovvadvej og Hirtshalsvej.
Omkring 10 tons gylle flød fredag eftermiddag ud på vejen, hvorfor kun sporet i nordgående retning er farbart.
Gyllevognen væltede omkring klokken 16.30 på Ålbækvej lige nord for rundkørslen nord for Ålbæk, da der knækkede en akse, så vognen ikke længere kunne sidde fast.
Flere slamsugere er på stedet for at få fjernet de store mængder gylle, der fosser ud fra gyllevognen. Ligesom en kran skal bruges til at hive gyllevognen op fra grøften, fortæller indsatsleder Bo Isaksen fra Nordjyllands Beredskab i Frederikshavn.
Ingen er kommet til skade ved uheldet.