Gå til hoved-indhold
05. september 2025 - kl. 13.09

Frederikshavn Curling Club inviterer til familie-curling  

  • 1 af 2
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

Kan din far lokke din mor med? Er du bedre end din lillebror? Har mormor og morfar stadig boldøje, og hvad sker der, når I alle udfordres på et uvant underlag? Spørgsmålene er mange, og det kan godt være, svarene blæser i vinden. Og så alligevel måske ikke.

Frederikshavn Curling Club arbejder intenst på at få flere medlemmer i klubben, og nu er der en oplagt mulighed for hele familien til at prøve kræfter med den sjove og sociale sportsgren.

Søndage i september – startende med søndag 14. september - fra kl. 9.00-10.30 arrangerer klubben familiecurling, hvor både store og små, unge og lidt ældre kan prøve at sende curlingstenen henad isen, lære de grundlæggende teknikker og ikke mindst have det sjovt sammen.

Der spilles short-curling på halvbane, så alle deltager på lige fod.

Som en festlig afslutning på det hele afvikles i starten af oktober det store prestigefyldte VM - Vendsyssel Mesterskabet - hvor de deltagende familier kan dyste mod hinanden om æren og nogle flotte præmier.

- Det koster kun 99 kroner pr. familie at deltage, så der er ingen undskyldning for ikke at tage hele flokken med til en anderledes og hyggelig dag på isen. Pladserne fordeles efter først-til-mølle princippet, oplyser formand Carsten Nordentoft.

Tilmelding kan ske på klubbens hjemmeside eller på telefon 5150 1150 til formanden.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...