Gå til hoved-indhold
05. september 2025 - kl. 00.09

Christian Mieritz ny WH-kaptajn - Rasmus Søndergaard vraget for fjerde gang

  • 1 af 1
    Christian Mieritz er valgt som kaptajn for Frederikshavn White Hawks i denne sæson.
Af: Michael Kristensen

Torsdag aften udnævnte Frederikshavn White Hawks i en video, hvem der skal være kaptajn for høgene i den kommende sæson. Det var, til manges overraskelse, ikke klublegenden Rasmus Søndergaard, der blev peget på, men i stedet den tilbagevendte back Christian Mieritz, der efter tre sæsoner i Herning Blue Fox er tilbage i den hvide White Hawks-trøje.

Christian Mieritz har i Herning taget mere og mere ansvar for hver sæson, der er gået, og med sine 27 år er han efterhånden en af de mest rutinerede i Metal Ligaen. Foruden Herning og White Hawks har han også repræsenteret barndomsklubben Rødovre i den bedste danske ishockeyrække.

White Hawks' cheftræner, Fredrik Johansson, sætter overfor Kanal Frederikshavn ord på, hvorfor han har valgt Christan Mieritz fremfor Rasmus Søndergaard.

- Rasmus har været her i mange år og kunne træde ind efter Fredric Andersson i sidste sæson og gjorde det godt. Så føler vi, at da Mieritz kom i sommer, tog han straks et godt ansvar både på og udenfor isen. Han er en god leder, der vil være i klubben i en årrække, og han har især hjulpet de yngre med at finde sig til rette hos os, lyder det fra White Hawks-træneren.

Det er fjerde gang, at Rasmus Søndergaard bliver vraget som kaptajn for høgene. De tre første gange er han alle vendt retur som kaptajn, da Jesper Jensen stoppede sin aktive karriere, da Christopher Frederiksen af træner Patric Wener blev frataget rollen, og altså i sidste sæson, hvor Fredric Andersson måtte indstille karrieren i utide.

Rasmus Søndergaard, der i den kommende sæson har mulighed for at slå Mike Greys klubrekord på 864 kampe, bliver assisterende kaptajn sammen med Ben Freeman.

White Hawks åbner Metal Ligaen på tirsdag, når holdet skal til Vojens og møde SønderjyskE.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...