Lad håb og handlekraft samt positiv optræden præge den resterende valgkamp
Peter Bandholm, Lyngså, pastor emeritus og journalist, tidligere byrådsmedlem i mere end 25 år, har skrevet dette indlæg: Midt i det kommunalpolitiske virvar - der spidser til fra dag til dag med mudderkastning, personligt fnidder, fremhævelse af egne dyder og evner - er det vigtigt, at vi samles om den kendsgerning, at vi har en driftig og dejlig by, har en god og stærk kommune på vej ind i en fremtid, vi er fælles om.
Kære håbefulde kandidater.
Lad det være jeres – lad det være vi vælgeres udgangspunkt fremover, at fællesskabet omkring vores by og kommune er afgørende. Og glem ikke, at trods jeres mange mærkværdige handlinger, beslutninger, udtalelser og opførsel, så hører vælgerne stadig til det dummeste og mest glemsomme folkefærd, men også blandt de mest trofaste og glemsomme, når det handler om at sætte sit kryds ”det rigtige sted”. Valg efter valg. Det må da være en trøst for mange kommunalpolitikere, at vælgernes glemsomme tilgivelse blomstrer på valgdagen.
I 2021 udgav jeg sammen med den frederikshavnske historiker Erik S. Christensen den lokalhistoriske bog ”Håb og handlekraft – før og nu” som en hyldest til det fællesskab, der i generationer har skabt den by, der er vores – trods alt andet.
Bogens udgangspunkt er et lille digt:
Du lille by
på den flade strand.
Du drømte stort,
og fik det gjort,
som skabte kongenavn
for Frederikshavn.
Med håb og handlekraft.
Du store by
på den flade strand.
Du drømmer stort,
og får det gjort,
som skaber fremtidsnavn
for Frederikshavn.
Med håb og handlekraft.
Kære kandidater! Lad håb og handlekraft – sobert ordvalg - positiv optræden – og interesse for andet end jeres egen politiske fremtid - præge den resterende valgkamp. Det kunne måske medvirke til – mere stabilt - at flytte rundt på nogen af vi ”dumme” vælgere.