Gå til hoved-indhold
02. september 2025 - kl. 11.09

Hjælp Inger Støtt med at jage mig ud af mit flyverskjul – det kan kun gå for langsomt!

  • 1 af 1
Af  Anders Brandt Sørensen

Borgmesterkandidat Anders Brandt Sørensen (A) har skrevet dette svar til Inger Støtt: Som Inger Støtt ganske rigtigt skriver, har jeg en side, hvor man kan følge mit politiske virke. Jeg har tidligere linket til den i et svar til Inger, men det er godt, at den nu er blevet fundet med fælles venners hjælp.

Jeg er helt enig med Inger i, at mine politiske holdninger ikke bør være forbeholdt de få. Så hjælp Inger og andre interesserede med at få indblik i, hvad jeg mener. Gå ind og følg min side.

Så kan jeg ikke længere gemme mig i mit flyverskjul! Husk at trykke "Følg". Jeg kan lokke med nyt om gåtur i Dybvad – og snart også et indlæg om mit møde med Rikke Rugholt fra SIND. Det skuffer ikke!

Og så til mit Facebook-opslag, som Inger Støtt venligt citerer. Ja, jeg står 100 procent ved hvert eneste ord: Arbejdsvilkår og arbejdsmiljø for dem, der arbejder med vores unge, er ikke til diskussion. Jeg kommer aldrig til at betale kommunens regninger med penge, der burde være brugt på ordentlige forhold på kommunale arbejdspladser. Det gælder i øvrigt alle områder inden for kommunen.

Derfor vil jeg efter valget gennemgå arbejdsmiljøet og arbejdsvilkårene på alle kommunale arbejdspladser, så vi sikrer, at alt er i orden. Det må I gerne holde mig op på. Og hvis andre partier eller personer – som Inger Støtt – er uenige med mig, tager jeg gerne en god debat om emnet. Men jeg kan garantere, at jeg ikke rykker mig en millimeter: Arbejdsmiljø og arbejdsvilkår er ikke kompromisstof.

Den anden del af mit Facebook-opslag handler især om fritidsområdet. Vi bruger allerede penge på området i dag – og det skal vi fortsætte med. Måske skal vi bruge flere. Men først og fremmest skal vi have en god samtale i byrådet om, hvilken rolle fritidsområdet skal spille fremover.

Også her er min holdning klar: Forebyggelse er langt bedre end at lappe på problemerne bagefter. Klubberne har det godt, når det gælder medlemstal lige nu – og det er positivt! Det giver os nemlig mulighed for, sammen med de unge, at finde deres vej i livet. Og det skal vi gøre mere struktureret og i fælles retning.

Fritidsområdet skal – hvis jeg får magt som jeg har agt – spille en væsentlig rolle i vores børn og unges liv. Det skal samtidig være med til at kanalisere den ungdommelige energi i en konstruktiv retning – gerne med mindre knallertræs.

Det går jeg til valg på. Det er mine synspunkter. Og jeg skammer mig ikke over at mene noget. Tværtimod - jeg ville skamme mig, hvis jeg var meningsløs.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...