Fremtidens hænder – brobygning over kompetencekløften
Byrådskandidat Bjarne B. Madsen (C) har skrevet dette indlæg: Frederikshavn Kommune er ikke bare et sted på landkortet. Vi er tre byer og en lang række lokalsamfund, der tilsammen udgør ét fællesskab med fælles udfordringer – og store muligheder. Spørgsmålet er, hvordan vi formår at styrke sammenhængskraften. Fremtiden afhænger af, hvordan vi tiltrækker og fastholder unge og familier, styrker vores erhvervsliv, udbygger vores infrastruktur og skaber en grøn omstilling, der giver mening for alle.
Det handler om at bygge bro over kompetencekløfter, udvikle byer i balance, styrke sammenhængskraften efter strukturreformen og skabe et velfærdssamfund, der tager hånd om både sundhed, trivsel og fællesskab. Vi skal turde tænke nyt, samarbejde bredt og handle med ansvar – ikke kun i dag, men med blikket rettet mod de næste årtier.
Denne serie af læserbreve tager dig med gennem de vigtigste temaer for kommunens fremtid. Hvor det sidste handlede om, at Vi skal vælge de unge og familierne til – så de vælger os i Frederikshavn Kommune. Hvert indlæg har sit eget fokus, men de hænger uløseligt sammen i en rød tråd: Viljen til at skabe et stærkt, trygt og levende Frederikshavn for alle, der bor her – og for dem, vi gerne vil byde velkommen.
Der er noget særligt ved at møde et menneske, der kan sit håndværk. Uanset om det er en smed, en murer, en elektriker eller en SOSU-assistent – så er der en ro og en stolthed over dem, der kan noget med deres hænder. I Frederikshavn Kommune er vi afhængige af dem. Og vi kommer til at mangle dem.
For mens regeringen taler om grøn omstilling, forsyningssikkerhed og national robusthed, står vi lokalt med en udfordring, der er alt andet end abstrakt: Der er for få unge, der vælger en erhvervsuddannelse. For få virksomheder, der tager lærlinge. Og for få voksne, der får mulighed for opkvalificering.
Derfor er det også nu, vi skal gribe chancen. Med krigsskibsbyggeriet og den militære oprustning på havnen har vi ikke bare fået en opgave – vi har fået en mulighed. Hvis vi formår at uddanne, tiltrække og fastholde de mennesker, der skal løfte opgaven, kan det blive et vendepunkt. Ikke kun økonomisk – men socialt, uddannelsesmæssigt og menneskeligt.
Skatteindtægterne alene fra de kommende arbejdspladser kan potentielt dække Frederikshavn Havns gældsforpligtelser. Men kun hvis vi sikrer, at de ansatte også vælger at bo her – og ikke pendler ind og forsvinder ud igen. Det kræver, at vi tager ansvar for hele fødekæden: Fra skolebænken til arbejdspladsen.
Vi skal turde gøre op med forestillingen om, at gymnasiet er den eneste gyldige vej videre. Vi har brug for flere unge, der vælger erhvervsskolerne – og for det kræver det, at vi genopretter stoltheden over de praktiske fag. Det handler både om vejledning i folkeskolen, synlige rollemodeller og tættere samarbejde med virksomhederne. Det handler også om forældrene – for det er ofte i hjemmet, valg og fravalg begynder.
Som kommune skal vi gå foran. Ved at tage lærlinge i alle relevante fagområder – ikke kun på papir, men i praksis. Ved at sikre, at de små og mellemstore virksomheder får hjælp til at tage elever. Ved at bygge bro mellem unge, erhvervsskoler og erhvervsliv – og gøre det nemt at navigere i.
Det gælder også for voksne. Mange har brug for opkvalificering – men møder et system, der er svært at finde rundt i. Vi bør etablere én fælles indgang til voksen- og efteruddannelse i kommunen – hvor jobcenter, erhvervsskole og erhvervsliv arbejder sammen om at skabe mening og muligheder.
Vi skal heller ikke undervurdere det sociale i arbejdet. Mange unge mænd – og kvinder – har brug for et konkret fællesskab, en hånd på skulderen og en klar retning. Det kan en læreplads give. Det kan en mestrende kollega give. Men det kræver, at vi skaber rammerne og insisterer på, at ingen falder igennem.
I Frederikshavn Kommune har vi potentialet til at blive et kraftcenter for praktisk uddannelse og teknisk kunnen. Men kun hvis vi tør tage ansvar. Ikke alt kan løses i København. Noget begynder i Skagen, Sæby og Frederikshavn – på en erhvervsskole, i en læreplads, i en hal fyldt med svejsegnister og ambitioner.
Hvis vi vil sikre fremtidens hænder, skal vi handle nu. Ikke med flere skåltaler – men med flere lærepladser. Ikke med flere rapporter – men med flere rigtige mennesker i rigtige job.
Jeg tror på, at vi kan. Men det kræver vilje. Og mod til at tage fat.