Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
21.09.2022 | Af: Michael Frederiksen

Vandsportens Hus i Sæby: En glædens dag for os

- Det er en glædens dag for os. Projektet har været fem år undervejs. Med den håndsrækning og tilkendegivelse vi nu har fået fra politikerne - herunder et samlet byråd - ser vi os bedre rustet, når vi fremadrettet afsøger mulighederne ved de store fonde.

 

Sådan lyder den optimistiske melding fra forretningsudvalget i Vandsportens Hus i Sæby. Udvalget består af Jesper Heinemeier, Jens Thidemann og Hasse R. Christensen.

Mandag aften vedtog et enigt byråd i Frederikshavn Kommune budgettet for 2023. Politikerne vælger at investere to millioner kroner i Vandsportens Hus. Kommunen stiller desuden en grund gratis til rådighed på Sæby Havn, ligesom havnekontoret skal være en del af Vandsportens Hus.

- Vi er nu kommet et skridt videre i bestræbelserne på at opføre et fælles forenings- og aktivitetshus på havnen i Sæby. Det betyder meget for fællesskabet og interessen fra fondene, at der "på skrift" er tilkendegivet både midler og ikke mindst en matrikel, hvorpå Vandsportens Hus kan opføres. Udover dette får vi jo i bygningen også fornøjelsen af at have det nye havnekontor tilknyttet, siger Jesper Heinemeier, Jens Thidemann og Hasse R. Christensen.

Forretningsudvalget i Vandsportens Hus sidder i øjeblikket og lægger sidste hånd på en ansøgning til en af de helt store fonde.

- Med denne tilkendegivelse fra kommunen kan vi sende et signal om, at det her vil vi. Sammenhold gør stærk, fastslår forretningsudvalget.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Privat

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close