Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
04.01.2022 | Af: Michael Frederiksen

VEB slår Solrød og rykker op på førstepladsen

Robin Tabeling (t.v.) og Victor Svendsen vandt begge to kampe. De ses her med assistenttræner Zvonimir Durkinjak i midten.
Vendsyssel Elite Badminton besejrede tirsdag aften Solrød Strand med 6-3 på hjemmebane i Arena Nord i Frederikshavn og overtog førstepladsen i Badmintonligaen.


 

- Lige i kølvandet på juleferien og med corona i truppen var det en ekstra skøn sejr. Spillerne var virkelig klar fra start, og vi bragte os foran med 5-0. Herefter var der aldrig tvivl om udfaldet, siger VEB's cheftræner, Allan Kolbro Nielsen.

VEB måtte undvære Magnus Johannesen i anden herresingle, da han er smittet med COVID-19. Det betød, at den 19-årige svensker Gustav Björkler fik chancen. Den unge VEB-spiller åbnede nervøst og kom bagud 0-8, men kæmpede sig flot tilbage, inden han desværre tabte 19/21 i tredje og afgørende sæt. Solrød-spilleren Emil Holst anvendte hele repertoiret, når det gælder rutine, klogskab og frækhed.

Gæsterne kom til Frederikshavn uden Danmarks bedste damesingle, Mia Blichfeldt, der var ramt af sygdom. Det gav VEB overtaget i de to damesingler, som Kirsty Gilmour og Josefine R. Jensen vandt i to sæt.

I de tre åbningskampe var der overbevisende VEB-sejre i mixeddouble til Cheryl Seinen/Mathias Christiansen og Debora Jille/Robin Tabeling samt Victor Svendsen i første herresingle.

Foran 5-1 tabte VEB i damedouble. Cheryl Seinen/Debora Jille manglede nogle procenter spillemæssigt, men det gjorde heller ikke ligefrem betingelserne nemmere, at Solrød-parret Alexandra Bøje/Johanna Magnusson i den grad havde marginalerne med sig på nettet. VEB-parret tabte 16/21 i tredje sæt.

Den vigtige sjette sejr - som sikrer alle tre bonuspoint - blev spillet i hus i anden herredouble ved Robin Tabeling/Victor Svendsen. De vandt 21/13, 21/14.

Set med VEB-øjne blev aftenens sidste kamp den eneste reelle skuffelse. Mathias Christiansen/Niclas Nøhr tabte 14/21, 19/21 til Jeppe Bay Madsen/Emil Holst. Det ændrer dog ikke ved helhedsindtrykket. 6-3 på hjemmebane over nr. fire i Badmintonligaen er i den grad godkendt.

Der mangler tre runder af grundspillet. VEB møder torsdag aften Team Skælskør-Slagelse på udebane. I februar venter Aarhus AB hjemme og RSL Odense ude. De fire bedste kvalificerer sig til Final 4 - se den aktuelle stilling.

 

BillederTilføj billede


FOTO: VEB

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close