Gå til hoved-indhold
30. juli 2026 - kl. 16.07

Velkommen til verden i morgen, lille ven

  • 1 af 1
Af  Peter Larsen

Peter Larsen, formand for Vendsyssel Energi- og Miljøforening, har skrevet dette indlæg: I dag er det 30. juli 2026. Dagen ligner for de fleste af os en helt almindelig, lys dansk sommerdag. Men det er den ikke, for dagen markerer Earth Overshoot Day – Jordens overforbrugsdag.

Det betyder, at vi i dag har opbrugt alle de naturressourcer, som vores planet kan nå at genskabe i løbet af hele året. Fra i morgen og resten af 2026 lever vi på kredit af kommende generationers muligheder.

Vi overfisker, rydder skove, udpiner jorden og udleder mere CO2, end naturen kan nå at opsuge. Hvis alle på Jorden levede som os i Danmark, havde vi faktisk ramt denne dato allerede i marts.

I anledning af dagen har vi skrevet et brev til et barn af i morgen:

Kære lille menneske

I morgen slår du øjnene op til din allerførste dag på denne smukke jord. Du ved det ikke endnu, men du ankommer på en helt særlig dag. I den tid, hvor du blev født, kaldte vi denne dag i slutningen af juli for Earth Overshoot Day. Det betød, at vi voksne brugte flere af jordens ressourcer, end planeten kunne nå at genskabe. Vi lånte af din fremtid, og vores verden var fuld af larm – fra motorveje, biler og store maskiner.

Men vi skriver ikke dette for at gøre dig bange. Vi skriver for at fortælle dig om den rejse, vi har planlagt for dig. For i det øjeblik, du trækker vejret for første gang, er vi allerede i gang med at ændre historien.

Når du vokser op, vil du opleve, at verden langsomt bliver mere stille.

Du vil lære at cykle på brede, grønne stier, hvor der før lå brede asfaltveje fulde af osende biler. Du vil vokse op i et hyggeligt bofællesskab, hvor vi bor på lidt færre kvadratmeter indenfor, men til gengæld deler alt det sjove udenfor: Store haver, værksteder og lange langborde, hvor vi spiser sammen med naboerne om aftenen.

Du skal ikke vokse op med mad, der slider på dyrene og naturen. Dine livretter vil blive lavet af alt det bedste, jorden kan give os direkte: Sprøde grøntsager, saftige frugter fra de fælles frugtlunde og korn fra marker, der ikke længere ødelægger skovene.

Når du kigger op på himlen, vil du vide, at luften bliver renere for hvert år, du lever. Vi kalder vores mål for 350 ppm – det er vores hemmelige kode for en planet i perfekt balance. De store vindmøller og solfangere, der laver din strøm, vil dreje rundt i en dyb, helende stilhed uden at forstyrre en eneste sjæl. Landsbyerne omkring dig vil være fulde af liv, fordi folk arbejder og handler lokalt hos den lille købmand på hjørnet.

En dag vil tiden være gået. Året vil være 2100, og du vil fylde 74 år. Du vil stå som et klogt, voksent menneske og kigge frem mod et helt nyt årtusindskifte.

Når du til den tid ser tilbage på dit liv, håber vi, du vil smile. For du vil være generationen, der oplevede, at mennesket lærte at lytte til jorden igen. Du vil leve i et Danmark, hvor overforbrugsdagen i marts for længst er glemt, og hvor den største luksus i dit liv har været ren natur, et stærkt fællesskab og en vidunderlig, dyb stilhed.

Velkommen til verden i morgen, lille ven. Vi, der skriver dette til dig, er en flok gråhårede ildsjæle fra en energi- og miljøforening. I over 30 år – længe før du overhovedet blev tænkt på – har vi kæmpet og arbejdet for, at netop denne fremtid skulle blive din virkelighed. I dag er vi ældre, end du vil være, når kalenderen runder år 2100. Vores rejse er ved at være slut, men din begynder i morgen. Vi giver trygt stafetten videre til dig, velvidende at jorden er i gode hænder.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...