- Jeg tog hjem med mange tanker og et hjerte, der var både rørt og bekymret

Det gjorde et stort indtryk at se, hvor mange mennesker der var mødt op for at bakke op om N7. Et sted, som for mange er meget mere end et sengeafsnit. Et sted, hvor mennesker med psykisk sygdom bliver mødt med faglighed, omsorg og håb. Et sted, hvor livet kan få fodfæste igen, når mørket fylder mest.

Flere patienter og pårørende fortalte deres historier. Historier om sygdom, frygt og håb og om den forskel, det gør at kunne få hjælp tæt på dem, man holder af. Rundt omkring blev der fældet tårer. Frygten for en lukning var til at tage og føle på.

Jeg lagde ikke mærke til, at nogen fra det politiske udvalg var til stede. Det undrede mig lidt, men det er naturligvis deres eget valg. Når man selv har sagt, at man ønsker det bedst mulige grundlag for at træffe en beslutning, havde jeg nu troet, at man også ville bruge et par timer på at møde de mennesker, det hele handler om.

Vi jyder siger jo gerne, at man skal høre begge sider af en sag, før man fælder dom. Det gælder måske også her. Der er nemlig noget, man kun forstår, når man står ansigt til ansigt med patienter, pårørende og medarbejdere og lytter til deres historier. Nogle oplevelser kan ganske enkelt ikke læses ud af et notat eller et regneark – de skal mærkes.

For mig handler det her nemlig ikke bare om politik. Det handler om et helt liv med psykisk sygdom tæt inde på livet.

Mine første erindringer går tilbage til begyndelsen af 1970’erne, hvor min mor i perioder var alvorligt psykisk syg. Jeg oplevede på nærmeste hold, hvordan det påvirkede hele familien. Afmagten, frustrationen og tavsheden blev en del af hverdagen. Dengang var det en tid, hvor børn skulle ses, men ikke høres.

Jeg så, hvordan min far gjorde alt, hvad han kunne for at holde sammen på familien. Men der var ikke meget hjælp at hente. Min mor blev udskrevet efter sine indlæggelser med en pose piller, som gjorde hende til en skygge af sig selv. Hun gik rundt som en zombie. Det var ikke den hjælp, hun havde brug for, og det var bestemt ikke den start på livet, vores familie havde ønsket.

Derfor priste min mand og jeg os lykkelige over, at vi troede, psykisk sygdom var noget, vores børn aldrig skulle vokse op med.

Men efter næsten 40 år blev vi klogere.

Min mand blev alvorligt psykisk syg efter en infektion. Fra det ene øjeblik til det andet stod jeg med den samme afmagt og de samme bekymringer, som jeg havde kendt som barn. Det var, som om barndommen ramte mig igen.

Forskellen var bare, at samfundet havde flyttet sig.

Min mand blev ikke bare sendt hjem med en pose piller. Han blev efter hans indlæggelse indlagt på N7 i Frederikshavn, og der mødte vi mennesker, som ikke kun hjalp ham - de hjalp hele vores familie. Vi lærte at forstå sygdommen, håndtere hverdagen og finde håbet igen.

Jeg er ikke sikker på, hvor vi havde været i dag, hvis ikke N7 havde været der.

Min mand og jeg har valgt at være åbne om hans sygdom. Det har ikke altid været let, men det har haft en uventet betydning. Det har åbnet døren for, at mange andre har haft mod til at fortælle om deres egen eller en pårørendes psykiske sygdom. Jeg må indrømme, at det har overrasket mig, hvor mange mennesker der bærer på en historie, som de måske aldrig før har sat ord på. Det fortæller mig, at psykisk sygdom ikke er noget, der rammer "de andre". Den kan ramme os alle.

Derfor håber jeg inderligt, at de politikere, der skal træffe beslutningen, husker, at psykiatrien handler om mennesker ikke bare om regneark.

For 40 år siden oplevede jeg et system, hvor mennesker med psykisk sygdom alt for ofte blev sendt hjem med en pose piller. Da min mand blev syg, mødte vi et helt andet menneskesyn på N7. Det er den udvikling, jeg er bange for, at vi begynder at sætte over styr.

Jeg ved godt, at der skal prioriteres, og at ressourcerne ikke er uendelige. Men nogle besparelser risikerer at blive dyre – både menneskeligt og økonomisk. Som vi siger herovre: Det er lidt som at tisse i bukserne for at holde varmen. Det luner måske et kort øjeblik, men bagefter bliver det kun koldere.

For psykisk sygdom rammer ikke "de andre". Den kan ramme os alle. Det ved jeg, for jeg har levet med den hele mit liv først som datter, siden som hustru.

Jeg håber, vi vælger en anden vej. For en dag kan det være din familie, der har brug for et sted som N7.