Har været indlagt 16 gange på N7: De griber mig, når ingen andre kan gribe mig
Helena Bidstrup har skrevet dette indlæg: Jeg har gennem ni år været "svingdørs"-patient på N7 i Frederikshavn. Gennem de ni år har jeg været indlagt cirka 16 gange, og hver gang jeg har været indlagt, har de grebet mig på afdelingen, når ingen andre kunne gribe mig.
Jeg er bange for, at mit "safespace" bliver taget fra mig, hvis afdelingen lukker.
Jeg har en lang historik på afdelingen, hvor personalet kender mig, og samtidig rigtig dårlige oplevelser på den psykiatriske afdeling i Brønderslev.
Jeg har prøvet at sidde ni dage på N2 i Brønderslev uden at få hjælp, hvilket var en af de værste oplevelser i mit liv.
Når man er selvmordstruet, er bare det at skulle ringe til psykiatrien en kæmpe udfordring, og nogle gange føler man, det bare er bedre at tage den "nemme" vej ud.
Jeg gruer ved tanken om, hvor besværligt det vil være for mig og alle andre, der er patienter eller pårørende til N7, at skulle håndtere den lange afstand, og bare tanken om, at skulle det gå galt på orlov, at man ikke bare kan tage hurtigt tilbage.
Jeg ved, at på N7 har vi haft både patienter fra Thisted og Brønderslev, da der ikke har været plads på såkaldte afdelinger.
At nedlægge 32 sengepladser til blot seks i Brønderslev er uacceptabelt og overhovedet ikke gennemtænkt.




































