Mette Louise Rødseth: - En lukning af N7 i Frederikshavn kan blive min død

Jeg har været indlagt på N7 (et psykiatrisk sengeafsnit under Region Nordjylland, red.) .rigtig mange gange.  Jeg var senest indlagt var for to en halv måned siden. Jeg havde igen prøvet at tage livet af mig selv.

Jeg endte på N7, hvor jeg er vant til at komme og føler mig tryg, da jeg kender personalet og omgivelserne.

At omgivelserne er velkendte, har så stor virkning på en, og det, at man kender afdelingen samt personalet, gør, at man ikke skal bruge mere energi, end man allerede har brugt inden en indlæggelse. Det gør meget ved én.

Lige så snart man kommer ind i systemet, når man skal indlægges, venter man bare på at komme på N7, for så vil man endelig slappe af og tænke på sin behandling. Behandlingen starter fra første møde med deres meget kompetente personale, og de kender én.

De første dage har man selvfølgelig kun udgang med følge, men når du er mere stabil, må du gå på egen hånd. Dog skal de selvfølgelig altid vide, hvor længe du er væk.

Nu bor jeg i Frederikshavn, men jeg har også været indlagt, mens jeg boede i Skagen og Gærum.

Det har været en sejr, at man kunne gå i det "velkendte" Føtex bare efter shampoo, eller hvad man manglede. Det gør det så meget nemmere, at det er tæt på ens nærområde.

Et eksempel er, at jeg har en hund, som min mand kom på besøg med hver morgen. Det betød meget for mig, for ellers ville jeg have brugt min energi på at have dårlig samvittighed. Ligeledes har jeg en søn, der er anbragt. Han kender også N7 rigtig meget.

Hvis jeg pludselig skal have ham på besøg, ville jeg skåne ham i nye omgivelser, og derfor vil et besøg ikke være muligt. Jeg vil ikke give ham alle de forvirringer i hovedet med, at nu er mor her og der. N7 kender han og er tryg der.

Som beskrevet ovenfor har jeg haft mange indlæggelser på N7, og det er ærligt den eneste afdeling, jeg ønsker at være på.

Jeg var for 14 dage siden igen indlagt på det somatiske sygehus. Da lægen nævnte Brønderslev, benægtede jeg alt om, at jeg ikke havde lyst til at leve mere.

Jeg blev udskrevet til eget hjem og måtte klare tankerne selv.

Jeg er ikke én med masser af netværk eller en mor og far, der kan hjælpe, men jeg ved jo altid, at tankerne er der.

Hvorfor skal jeg have haft et helvedes liv i 46 år? Alle de trælse tanker ville forsvinde, hvis jeg lå i en kiste i et kapel, og de kunne tænke: "Nu fik hun endelig fred".

Så hvis muligheden for N7 bliver taget fra mig, vil jeg sige "nej tak", hver gang lægerne tilbød det.

Hvis Region Nordjylland ikke kan se problematikken i deres tiltag, er de helt ærlige ikke egnede til at være der. Og jeg ville ikke ønske for dem eller deres kære, at de skulle ind i systemet.

De sidder bare og beslutter noget uden at have noget som helst kendskab til andet end ud over deres egen næsetip.

Så hvis det bliver deres beslutning, håber jeg, de har taget alle de omkostninger, dette vil koste.