Gå til hoved-indhold
05. april 2024 - kl. 00.04

Venstre til møde hos borgmesteren - ville vælte Peter Laigaard

  • 1 af 1
    Lone Haugaard og Jan Bjeldbak (begge Venstre) forsøgte at få Socialdemokratiets opbakning til at vælte Peter Laigaard (C).
Af: Michael Frederiksen

De to Venstre-byrådsmedlemmer Lone Haugaard og Jan Bjeldbak har forsøgt at vælte Peter Laigaard (C) som formand for Kultur- og Fritidsudvalget (KFU) i Frederikshavn Kommune, men der var ingen opbakning i Socialdemokratiet.

June Menne (A) er næstformand i KFU. Hun oplyser til Kanal Frederikshavn, at Lone Haugaard og Jan Bjeldbak for en måned siden kontaktede borgmester Birgit S. Hansen (A) med beskeden om, at de ønskede at vælte Peter Laigaard, fordi de ikke har tillid til ham i rollen som KFU-formand.

Konkret drejer sagen sig om en beslutning, som udvalget traf helt tilbage i april 2023. Her bevilgede politikerne Aalbæk Idrætscenter et tilskud på 250.000 kroner til en analyse af fremtidens Idrætsfaciliteter i Ålbæk. Støtten blev dog trukket tilbage, da kommunaldirektør Thomas Eriksen fandt ud af, at beslutningen ikke holdt juridisk.

June Menne forstår slet ikke de to Venstre-medlemmers mistillid til Peter Laigaard.

- Vi har tillid til Peter Laigaard. Vi var enige i udvalget om, at den ny haltilskudmodel ramte Aalbæk Idrætscenter hårdt, og derfor skulle Peter Laigaard og Kurt Kirkedal (daværende næstformand i KFU, red.) finde en løsning. Det gav vi hinanden håndslag på i udvalget, og det gælder også Lone Haugaard, bemærker June Menne.

Hun medgiver, at udvalgets beslutning ikke holdt juridisk, og Lone Haugaard stemte som den eneste imod, da udvalget behandlede sagen for et år siden.

- Men sådan er det jo ind imellem i politik. Det er ikke Peter Laigaards skyld. Det er administrationens ansvar, at de beslutninger, vi træffer, holder vand, siger Junne Menne.

Hun mener tværtimod, at Venstre optræder illoyalt, når de går direkte til borgmesteren og beder om Socialdemokratiets opbakning til at vælte Peter Laigaard.

- Jeg undrer mig over, hvad de har gang i, lyder det fra June Menne.

Birgit S. Hansen bekræfter, at hun har holdt et møde med to repræsentanter fra Venstre, og at mødet blandt andet handlede om misillid til Peter Laigaard.

- Efter at have talt med vores fem medlemmer af KFU konstaterer jeg, at de har fuld tillid til Peter Laigaard, siger Birgit S. Hansen.

Et politisk udvalg kan til enhver tid vælte formanden, hvis der er flertal for det, men det var ikke tilfældet i denne sag. Socialdemokratiet har flertal i KFU. Partiet sidder på fem ud af syv pladser. De to andre er formand Peter Laigaard og Lone Haugaard (V). Jan Bjeldbak (V) er ikke medlem af KFU.

NB. Overskriften er ændret, da den første udgave kunne opfattes som et citat fra Venstre.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...