Gå til hoved-indhold
19. juli 2020 - kl. 00.07

Vi skal passe på miljøet - også i krisetider

  • 1 af 2
    FOTO: Privat
  • 2 af 2
    Byrådskandidat Thomas Jensen (C) og europaparlamentsmedlem Pernille Weiss (C).
Af: Kanal Frederikshavn

Nyheden om undervandsrengøring af skibe ud for Aalbæk Bugt i corona-krisen bekymrer byrådskandidat Thomas Jensen (C) og europaparlamentsmedlem Pernille Weiss (C).

På grund af manglende ordrer ligger mange skibe nemlig stille i Aalbæk Bugt syd for Skagen. Mens de ligger her, benyttes chancen for at rengøre skibenes skrog. Men udfordringen ligger i, at skibene rengøres under vandet, og det kan skade undervandsmiljøet.

- Vi skal ikke bare læne os tilbage og acceptere, at havet fyldes med gift. Heller ikke på grund af corona, lyder det fra de to konservative politikere.

I en kommune med så stor kyststrækning som Frederikshavn Kommune kan det have vidtrækkende konsekvenser med forurening af havmiljøet, frygter Pernille Weiss og Thomas Jensen. Ikke kun i nærmiljøet men også på Læsø, Anholt og langs de danske kyster vil konsekvenserne kunne mærkes.

- Vi har både fiskeri, turisme og miljøet i al almindelighed at tage vare på. Derfor går det simpelthen ikke, at vi ser stille til. Vi skal have råbt systemet op, så der kan komme handling bag ord, forklarer Thomas Jensen.

Han bakkes desuden op af spidskandidat til kommunalvalget for Konservative, John Lamp Henriksen.

- Det er en vigtig sag for vores kommune, som vi skal følge til dørs, fastslår John Lamp Henriksen.

Pernille Weiss har nu rettet henvendelse til Europa-Kommissionen ved at stille spørgsmål henvendt til miljøkommissæren. Ved at tage skibene i tørdok, som anbefalingerne lyder fra IMO (International Maritime Organisation), vil det forurenede vand nemlig blive opsamlet og renset.

- Når der er anbefalinger fra IMO om at gennemføre rengøring af skibe i tørdok, og det så gennemføres i så høj grad under vandet med fare for at sprede giftige stoffer, som ødelægger biodiversiteten, skal vi være vakse ved havelågen. Jeg insisterer på, at vi passer på vores miljø - også i krisetider, udtaler Pernille Weiss.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...