Vild med Dans? Nyt begynderhold i pardans i Dance Studio Frederikshavn
Har du altid haft lyst til at lære at danse, men aldrig fået taget det første skridt? Så er det nu. Dance Studio Frederikshavn åbner et nyt begynderhold i pardans. Det bliver både sjovt, socialt og med sved på panden.
Begynderhold for voksne (pardans) er for dig, der aldrig har danset før. Dance Studio Frederikshavns dygtige og engagerede instruktør Henrik Tøsbæk guider dig sammen med Karoline Amby roligt og med masser af smil gennem de grundlæggende trin i kendte danse som engelsk vals, cha-cha-cha, swing og jive.
Undervisningen finder sted hver onsdag fra kl. 17.00 til 17.55 og foregår i pigernes gymnastiksal på Hånbækskolen i Frederikshavn - med opstart i uge 34.
Husk at medbringe indesko og godt humør – så sørger Dance Studio Frederikshavn for resten.
- Vi lægger stor vægt på at skabe et trygt og positivt læringsrum, hvor alle føler sig velkomne – uanset alder, erfaring eller dansemod. Her handler det ikke om at være perfekt, men om at turde prøve, grine sammen og nyde musikken. Atmosfæren er afslappet, men engageret, og vi sørger for, at du bliver taget godt imod fra første dansetrin, siger bestyrelsesmedlem Mette Limkilde, Dance Studio Frederikshavn.
Klubben tilbyder også pardans for let øvede og øvede, hvor du kan bygge videre på din teknik, lære nye variationer og blive endnu mere tryg på dansegulvet. Her er tempoet lidt højere, men stemningen er stadig god og uformel.
- Dance Studio Frederikshavn er meget mere end pardans. Vi tilbyder også en bred vifte af dansehold for både børn og voksne, oplyser Mette Limkilde.
Børn fra 3 år kan begynde på sjove og lærerige hold i blandt andet børnedans, hip hop, ballet og showdance.
For voksne tilbydes et energisk og populært hip hop-hold, hvor du danser til fed musik og få sved på panden.
- Hos os handler dans ikke kun om teknik. Det handler om glæde, fællesskab og bevægelse. Uanset alder, niveau eller ambitioner har vi et hold for dig, lover Mette Limkilde.