WH-ledelsen evaluerer sæsonen i næste uge
Elite Nord Frederikshavn A/S - selskabet bag Frederikshavns sportslige flagskib, ishockeyholdet Frederikshavn White Hawks - venter med at evaluere den skuffende sæson til næste uge.
- Det er gode spørgsmål, men jeg kan desværre ikke svare på dem endnu, da ledelsen har besluttet at vente med evaluere på tingene til næste uge. Det vil ikke være fair at sige mere til medierne, før vi har haft en snak internt, siger direktør Henrik Andersen, Elite Nord Frederikshavn A/S.
Det gør han i en mail til Kanal Frederikshavn, efter at vi i kølvandet på White Hawks' skuffende lyn-exit i DM-kvartfinaleserien mod Esbjerg Energy stillede følgende spørgsmål til ishockeydirektøren:
- "Esbjerg ville det mere end os", siger både du og træner Kasper Degn. Hvordan kan man have et hold, der ikke vil det nok i slutspillet?
- I skal have ny cheftræner. Er Kasper Degn et emne?
- Går I efter en dansk, svensk, amerikansk træner…?
- Hvor mange spillere fra den nuværende trup, forventer du forsætter i WH?
- Hvad med ledelsen – fortsætter den, eller kigger I også indad, når sæsonen evalueres?
- Du har selv nævnt flere gange, at du gerne vil stoppe, fordi jobbet kræver meget. Kunne man forestille sig, at I kaster alle bolde op i luften og måske laver en anden struktur?
Der florerer allerede flere rygter. Hockeymagasinet skriver, at Jeppe Vinther og Mathias Seldrup forlader Frederikshavn White Hawks og returnerer til Esbjerg Energy. Jeppe Vinther har ellers kontrakt med høgene frem til sommeren 2023.
Det samme har følgende spillere: Kaptajn Jesper Jensen, Aleksandr Bumagin, Niklas Pavel, Christopher Frederiksen, Radim Piroutek, Thomas Søndergaard og Sebastian Brinkman.





































