Gå til hoved-indhold
17. oktober 2025 - kl. 00.10

WH skal spille en simpel og smart udebanekamp for at få point i Herning

  • 1 af 2
  • 2 af 2
Af: Michael Kristensen

Det er kun 11 dage siden, at Frederikshavn White Hawks og Herning Blue Fox spillede en af de mest underholdende kampe i Nordjyske Bank Arena i flere år. Gæsterne vandt 7-5, efter høgene havde hentet en 4-0 føring. I aften gælder det så Herning igen - denne gang på en svær udebane i det midtjyske.

Der var meget positivt at tage med fra det seneste møde med herningenserne, hvor WH viste den indstilling, fight og offervilje, der skal til, hvis man vil gøre sig i Metal Ligaen. En indstilling de bragte med i søndags, hvor holdet blev det første til at besejre Herlev i sæsonen. En fornem indsats i den forbindelse, hvor høgene vandt 7-4.

I aften bliver det mindst lige så svært, og nok også et par procenter mere, når det frygtindgydende Herning-mandskab byder op til dans i egen hule. Traditionelt et sted, hvor WH gennem rigtig mange år har haft det svært og ikke har taget særlig mange point med hjem.

Holdets unge forward, Sebastian Holm, ser frem til mødet i aften, hvor hjemmeholdet er tårnhøj favorit. Men det betyder ikke, at høgene ikke kan overraske, hvis man skal tro den formstærke høge-forward.

- Vi skal spille en simpel og smart udebanekamp, hvis der skal point med hjem. Vi møder et rigtig godt hold, på en svær udebane, men jeg synes, vi vokser som gruppe for hver dag, der går. Så jeg er sikker på, det bliver en god kamp i aften, lyder det fra Sebastian Holm.

De sidste to kampe mod Herning og Herlev har høgene spillet godt offensivt med 12 scoringer. Men defensivt er der gået 11 mål ind i de to opgør. Derfor skal der lukkes mere af bagude, for det er svært at skulle score så mange mål hver gang for at vinde ishockeykampe. Noget som Sebastian Holm og truppen er opmærksom på.

- Jeg synes, defensiven bliver bedre og bedre. Vi spillede en god defensiv mod Herlev, men får desværre nogle udvisninger, som de straffer. Så vi skal holde os ude af straffeboksen og være kyniske, når vi får chancerne for at lave mål, siger Sebastian Holm.

21-årige Sebastian Holm er i gang med sin fjerde sæson for WH, og at dømme efter de første 10 kampe i sæsonen er han i gang med sin bedste af slagsen. Han nyder stor tillid hos trænerne, og han tager mere ansvar end tidligere. Nu mangler blot målene, hvor det i sæsonen hidtil er blevet til tre assister.

- Jeg synes, jeg har haft en fin start på sæsonen. Jeg har stadig større forventninger til mig selv, og jeg arbejder hårdt hver eneste dag. Jeg vil gerne blive bedre og bidrage bedst muligt til holdet, udtaler frederikshavneren.

Sebastian Holm og høgene går på isen i aften klokken 19:30 i Herning, hvor høgene plejer at være bakket op af flere medrejsende supportere.

White Hawks oplyser, at Supporternes Spiller, Maurizio Colella, debuterer i Herning.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...